14. november 2024
Volkswagen
Business Danmark og Jyllands-Posten har kåret ID.7 Tourer til Årets Businessbil 2025. Det er anden gang, at ID.7 kan køre afsted med den prestigefyldte titel. En overbevisende kombination af lang rækkevidde, komfort og rummelighed gjorde, at juryen igen pegede på ID.7 som en vinder.
Efter to dages testkørsel pegede en jury bestående af firmabilsbilister fra Business Danmark og motorjournalister fra Jyllands-Posten på ID.7 Tourer som Årets Businessbil 2025. Det er anden gang, at ID.7 bliver tildelt den fornemme titel, og som den eneste blandt de elleve testbiler blev ID.7 stemt i finalen af samtlige tolv jurymedlemmer.
ID.7 blev introduceret på det danske marked i december 2023, og i foråret 2024 blev modelprogrammet suppleret med en klassisk stationcar med navnet Tourer. Volkswagen stillede til kåringen af Årets Businessbil med en ID.7 Tourer Style S, der kommer med 286 hk, et 86 kWh-batteri og en rækkevidde på op til 680 km.
Direktør for Volkswagen personbiler i Danmark, Michael Ebeling, udtaler:
”Vi er naturligvis stolte af, at juryen bag Årets Businessbil 2025 har peget på ID.7 Tourer som vinder i et bredt felt af stærke konkurrenter. Det er en vigtig anerkendelse af ID.7’erens kvaliteter som en fuldelektrisk bil, der er designet til at klare de lange stræk i optimal komfort. ID.7 har efter et år på markedet etableret sig som en af de bedst sælgende biler i den store mellemklasse. Tilføjelsen af stationcarversionen Tourer har løftet modellens popularitet yderligere og bevist, at en klassisk stationcar også har sin plads i den elektriske omstilling af erhvervslivets bilflåder.”
Kåringen af Årets Businessbil er organiseret af organisationen Business Danmark og Jyllands-Posten. Juryen består af to motorjournalister fra Jyllands-Posten, ni firmabilsbilister og en fysioterapeut. Lars Bundgaard, Trafikudvalgsformand i fagforeningen Business Danmark, begrunder juryens valg:
”Årets Businessbil 2025 er er den mest suveræne vinder i årevis, og det bedste bud på en klassisk firmabil – nu bare som elbil. Den er utroligt velkørende, sædet indbyder til massevis af kilometer på vejene, og den er yderst rummelig både til jobkørsel, og hvis familien skal på bilferie. Som stationcar rummer den ganske enkelt alle de dyder firmabilister lægger vægt på, og den vil givet appellere endnu bredere, end da den sidste år vandt samme titel i en hatchback-udgave. Stort tillykke til VW.”
Journalist Christian Schacht er mangeårig bilredaktør hos Jyllands-Posten og vært på podcasten JP Bilradio. Han tester hvert år de mange nye biler, der rammer det danske marked, og han begrunder sit valg af ID.7:
”Volkswagen ID.7 Tourer er en overbevisende firmabil. Den er komfortabel, rummelig og praktisk. Man sidder godt, den har en fornuftig rækkevidde og gode opladningsevner. Jeg er ikke i tvivl om, at Style-udgaven med de ergonomiske sæder og adaptive undervogn er den bedste elbil fra Volkswagen lige nu. ID.7 er testens mest behagelige bil, og den jeg helst vil køre langt i. ”
ID.7 har aktuelt rundet cirka 1.500 solgte på det danske marked og er den mest solgte bil i segmentet for store fuldelektriske mellemklassebiler. ID.7 tilbydes til priser fra 431.995 kr. (beskatningspris: 409.995 kr.) som fem-dørs hatchback og fra 446.995 kr. (beskatningspris: 419.995 kr.) i stationcar-versionen Tourer. ID.7 tilbydes med en 286 hk motor og baghjulstræk i kombination med et 77 kWh eller 86 kWh-batteri samt en GTX-topmodel med to elmotorer, firehjulstræk og 340 hk.
Det er 19. gang, at organisationen Business Danmark og Jyllands-Posten kårer Årets Businessbil, og Volkswagen har nu vundet titlen to gange med ID.7 og tre gange med Passat.
ID.7 Tourer Style S deltog i felt af 11 testbiler, der bestod af Audi Q4 e-tron, BYD Seal, Cupra Tavascan, Ford Explorer, Peugeot 5008, Polestar 4, Renault Scenic, Skoda Enyaq, Tesla Model Y og Xpeng G6.