Fokus på uddannelse: Første hold fra ny dansk Audi Sport uddannelse certificeret

27. januar 2025

Audi

Hos Audi investerer vi massivt i uddannelse af vores medarbejdere, fordi vi ved, at succes ikke kun afhænger af avanceret teknologi, men især af dygtige og kompetente teknikere. Audi Sport repræsenterer Audis kraftigste modeller med den ypperste teknologi nedarvet direkte fra motorsportens verden, og det er derfor kun specialuddannede teknikere, der håndterer Audi Sport modeller på vores autoriserede Audi værksteder.

I de seneste år har vi både udvidet med flere nye Audi Sport-lokationer rundt om i Danmark, og tilføjet den 100% elektriske RS e-tron GT til Audi Sport porteføljen. I Danmark har vi derfor haft et ønske om at lave en udvidet uddannelse, der samtidig er en overbygning til de Audi Serviceteknikere, der i forvejen har dygtiggjort sig inden for Audi Sport modellerne men naturligvis også har samme høje uddannelse inden for elektriske biler som alle vores andre Audi-certificerede teknikere.

For 2 år siden initierede Rikke Hamilton, direktør for Audi Danmark, sammen med Semler Academy den 2-årige elite-uddannelse med fokus på RS-modellerne, og her i starten af det nye år kunne vi så fejre det første hold af Audi Serviceteknikere, der er certificeret inden for den nye Audi Sport uddannelse.

Certificeringsdagen inkluderede en ceremoni, hvor Rikke Hamilton overrakte diplomer til hver enkelt tekniker, og hvor motorsports- og Audi-legenden Tom Kristensen delte historier om, hvor stor en rolle teknikere har spillet i hans karriere.

Rikke Hamilton udtrykte sin begejstring: ”Det var en fornøjelse at kunne hylde vores dedikerede teknikere og mærke deres faglige stolthed og glæde ved at arbejde med Audi Sport modellerne. Hos Audi ønsker vi at have de dygtigste og mest kompetente teknikere, så vi kan give vores kunder den bedst mulige oplevelse, når de kommer på vores værksteder. Det er en af grundene til, at vi prioriterer uddannelse og udvikling højt. Samtidig tror vi også på, at det hjælper os med at beholde vores dygtige medarbejdere.”

Semler Gruppen, som Audi Danmark er en del af, har netop lanceret en ny koncernstrategi med fokus på uddannelse som en kerneprioritet. Med årlige investeringer på 50 mio. kr. på uddannelse og opkvalificering frem mod 2030 styrker Semler Gruppen sin position på markedet. I forvejen spiller uddannelse en stor rolle i koncernen, og Semler Gruppen har i snart 20 år haft sin egen uddannelsesinstitution, hvor bl.a. alle teknikere, salgs- og servicerådgivere uddannes og certificeres – heriblandt også Audis medarbejdere i Danmark.