Samarbejdet mellem Volkswagen Erhvervsbiler og Ford går ind i næste fase med tre forskellige bilprojekter

11. juni 2020

Volkswagen

  • En pickup baseret på Ford Ranger bliver lanceret som en ny Amarok i 2022
  • Volkswagen Erhvervsbiler skal udvikle og producere en kompakt varebil for Ford baseret på den nye Caddy 5
  • Ford skal udvikle en varebil med en lasteevne på 1 ton for begge mærker
  • Samarbejdet omfatter op til 8 millioner biler gennem hele livscyklussen

Sidste år annoncerede Volkswagen og Ford et omfattende samarbejde, der omfatter elbiler, varebiler og udviklingen af teknologi til selvkørende biler. De kontrakter, som nu er underskrevet af Ford og Volkswagen, er en vigtig milepæl i de to koncerners samarbejde. De udgør grundlaget for i alt tre forskellige bilprojekter, som skal styres af Ford og Volkswagen Erhvervsbiler, og som gennem hele livscyklussen kommer til at omfatte en volumen på op til 8 millioner biler. Ud over det allerede aftalte samarbejde omkring en pickup i mellemstørrelse iværksættes der nu projekter med en kompakt kurerbil og en større varebil med en lasteevne på 1 ton.

Thomas Sedran, som er CEO hos Volkswagen Erhvervsbiler: ”Samarbejdet med Ford er en vigtig byggesten i vores GRIP 2025+-strategi for fremtiden og dermed en del af den omstillingsproces, som Volkswagen Erhvervsbiler gennemgår i øjeblikket. I de kommende år vil samarbejdet styrke vores stærke position på området for lette varebiler, især på vores vigtigste europæiske markeder. Partnerskabet med Ford er skabt til at være langsigtet, og de kontrakter, der nu er blevet underskrevet, er for mig beviset på, at vi med succes er i gang med at implementere vores plan trin for trin.”

Ford Ranger og Volkswagen Amarok

Som den førende partner vil Ford i fremtiden producere den nye version af Amarok for Volkswagen Erhvervsbiler – baseret på Ford Ranger. Amarok-efterfølgeren vil fra 2022 blive produceret på Fords fabrik i Silverton i Sydafrika. Sedran udtaler:

”Det afgørende for begge partnere er udnyttelsen af den samme platform. Samtidig vil vi begge være i stand til at udnytte vores styrker fuldt ud. De to modeller vil adskille sig tydeligt med selvstændige designs og interfaces. For os hos Volkswagen Erhvervsbiler ligger fokus med Amarok-efterfølgeren på vores primære markeder – især i den økonomiske EMEA-region (Europa, Mellemøsten og Afrika). I den sidste ende erdet vores kunder, som kommer til at nyde godt af samarbejdet, da vi ellers ikke ville kunne have udviklet en ny Amarok.”

Kompakt kurerbil og 1 ton varebil

Med underskrivelsen af de nye samarbejdsaftaler er grundlaget også blevet lagt for to andre bilprojekter: Volkswagen Erhvervsbiler skal udvikle en kompakt kurerbil baseret på Caddy 5, som blev afsløret i februar 2020. Den vil blive produceret i Polen fra 2021, og hos Ford skal den indlemmes i Transit Connect-modelrækken. Dermed vil Ford lancere den første bil fra samarbejdet med Volkswagen Erhvervsbiler. Produktionen af den nye Caddy 5, som fik meget positiv omtale i internationale medier efter verdenspremieren i februar 2020, vil starte op i anden halvdel af i år på fabrikken i Poznań i Polen.

Når man taler varebiler, er segmentet med en mulig nyttelast på op til 1 ton meget vigtigt. Volkswagen Erhvervsbiler og Ford har også indgået en aftale om et tæt samarbejde i dette segment. Disse varebiler vil blive udviklet og produceret i Fords regi. Thomas Sedran siger:

”Vores ”1Ton”-projekt vil give Volkswagen Erhvervsbiler et ekstra boost i forhold til erhvervskunderne, da det giver os mulighed for at tilbyde et stærkt produkt med et fremragende cost/benefit-forhold. Samtidig bevarer vi udviklingen, produktionen og markedsføringen af efterfølgerne til vores nuværende 6.1-modelrække til privat brug, dvs. Multivan, Caravelle og California, hos Volkswagen Erhvervsbiler. Man kan sige, at vores kunder får det bedste fra begge verdener.”

Udvikling af autonom kørsel

I begyndelsen af måneden blev kontrakterne omkring et samarbejde på området for udvikling af autonom kørsel også underskrevet, og Volkswagen Group-datterselskabet AID er blevet integreret i virksomheden ARGO AI. Dermed er der skabt et grundlag for en virksomhed målrettet mod udviklingen af autonom kørsel, som skal agere globalt. Begge partnere vil i fremtiden kunne anvende softwaren og det selvkørende system (SDS) på deres egne skræddersyede måder.

I Volkswagen-koncernen er Volkswagen Erhvervsbiler ansvarlige for udviklingen af autonom kørsel på området for Mobility as a Service / Transportation as a Service (MaaS/TaaS) med level 4-automatisering. Thomas Sedran udtaler:

”I 2022 vil vi lancere en selvkørende bilflåde under reelle forhold for første gang. Denne test vil være den første level 4-lancering med vores komplet eldrevne ID.BUZZ-biler. Vi kommer til at arbejde tæt sammen med ARGO på dette område. Derudover er jeg sikker på, at ARGO kommer til at indtage en førende rolle i hele branchen, når det gælder udviklingen af selvkørende systemer, og det vil både Ford og vi i høj grad kunne drage fordel af.”

Samarbejdet mellem Volkswagen og Ford er på ingen måde en fusion, og alle biler vil blive markedsført uafhængigt af hinanden.