Audi præsenterer plan for fremtidens produktion

24. januar 2023

Audi

  • Alle fabrikker skal fra 2029 producere fuldelektriske biler
  • Premiumproducenten vil halvere sine fabriksomkostninger frem mod 2033
  • Øverst ansvarlige for produktion: ”Audis tilgang sparer ressourcer og fremskynder vores omstilling mod at være leverandør af mere miljø- og klimavenlig premiummobilitet”

Audi satser fuldt ud på elektrisk mobilitet, og fra 2026 vil mærket udelukkende lancere nye rent elektriske modeller på verdensmarkedet. Frem mod 2033 vil premiumproducenten lidt efter lidt udfase produktionen af sine modeller med forbrændingsmotor. På grundlag af denne beslutning, der blev meldt ud i 2021 som et led i koncernens strategi ”Vorsprung 2030”, går Audi nu i gang med at forberede alle fabrikker til produktion af elbiler.

I modsætning til mange konkurrenter bygger Audi videre på det eksisterende Audi produktionsnetværk over hele verden. ”Vi gør skridt for skridt alle lokationer klar til fremtiden”, siger Audis øverste produktionschef Gerd Walker. ”Vi ønsker ikke at opføre enkeltstående fyrtårnsprojekter på en bar mark. I stedet vil vi i langt højere grad investere i vores eksisterende fabrikker, så de rent faktisk bliver lige så effektive og fleksible som nyopførte produktionslokationer, såkaldte Greenfield-fabrikker.” Ifølge Walker er det en mere bæredygtig fremgangsmåde – både når det gælder økonomi, miljøvenlighed og sociale aspekter. ”Audis tilgang sparer ressourcer og sætter yderligere skub i vores omstilling mod at være leverandør af mere miljø- og klimavenlig premiummobilitet”, understreger Walker.

Audis øverste produktionschef vil på langt sigt gøre produktionen fleksibel, robust og dermed fremtidssikker. Derfor har Audi udviklet strategien ud fra en helhedstilgang og ud fra forskellige perspektiver. Walker og hans team har i den forbindelse fokus på følgende spørgsmål: ”Hvad forventer samfundet af os? Hvad forlanger kunderne? Hvilke forventninger har interessenterne, og hvad har vores medarbejdere brug for i fremtiden?” Derfor kalder Audi fremtidens produktion for 360factory. I strategien lægges lige stor vægt på omkostningseffektivitet, miljø og klima, fleksibilitet og attraktivitet.

En ambitiøs køreplan på vejen mod elektrisk mobilitet
Ved slutningen af dette årti vil Audi producere eldrevne modeller på alle produktionslokationer over hele verden. ”Til det formål satser vi på højt kvalificerede medarbejdere og gør frem mod 2025 alle medarbejdere klar til fremtiden med et videreuddannelsesbudget på ca. 500 mio. euro”, siger Walker. Allerede i dag producerer to fabrikker fuldelektriske biler i serieproduktionen: Böllinger Höfe og Bruxelles. I Ingolstadt vil Audi Q6 e-tron fra næste år rulle ud fra samlebåndet som den første rent eldrevne model fra fabrikken. Også i Neckarsulm, San José Chiapa og Győr vil produktionen af rene elbiler blive påbegyndt i de kommende år. I 2029 vil alle produktionslokationer producere mindst én fuldelektrisk bil. Produktionen af de tilbageværende modeller med forbrændingsmotor vil frem mod begyndelsen af det kommende årti lidt efter lidt udfases afhængigt af de lokale forhold. Nye fabrikker vil udelukkende blive opført, hvor der er brug for yderligere kapacitet.

Omstillingen fremmer produktiviteten
Men elektrificeringen af fabrikkerne er kun et af aspekterne på vejen mod fremtidens Audi produktion. ”Vi vil udnytte omstillingen til elektrisk mobilitet til også at tage store spring, når det gælder produktivitet og optimering”, siger Walker. Når Audis produktionsnetværk er omstillet til fremtiden, er målet, at det skal være økonomisk, miljø- og klimavenligt, attraktivt og fleksibelt. Fire centrale målsætninger med ambitiøse nøgletal: For også at kunne producere på en rentabel måde i fremtiden, vil Audi reducere de årlige fabriksomkostninger med 50 % inden 2033. For at opnå dette, vil man reducere kompleksiteten i bilerne dér, hvor den ikke giver nogen fordel for kunderne, og der vil derfor i fremtiden fokuseres på en så slank produktionsproces som muligt allerede på et meget tidligt tidspunkt i udviklingsprocessen. Derudover vil premiumproducenten bl.a. også sætte yderligere skub i digitaliseringen af produktionen.

CO2-neutrale fabrikker og halvering af vandforbruget
For at reducere det miljømæssige fodaftryk i produktion og logistik, har Audi siden 2019 arbejdet ud fra miljøprogrammet Mission:Zero. Den centrale målsætning går ud på, at alle Audi fabrikker på verdensplan allerede i 2025 skal producere med et CO2-neutralt1 miljøregnskab. Fabrikkerne i Bruxelles og Győr samt Böllinger Höfe i Neckarsulm er allerede blevet omstillet med succes. Derudover har miljøprogrammet også fokus på områderne ressource- og vandeffektivitet samt beskyttelse og bevarelse af biodiversiteten. Eksempelvis er det planen at halvere det miljømæssigt vægtede vandforbrug2 i produktionen frem mod 2035 i forhold til tallet i dag. Audi México har allerede siden 2018 produceret biler helt uden udledning af spildevand. På fabrikken i Neckarsulm er der som led i et pilotprojekt blevet etableret et vandkredsløb mellem fabrikken og det kommunale rensningsanlæg i nærheden. Det skal fremover reducere ferskvandsforbruget med over 70 %.

På vejen mod 360factory sættes der nu endnu mere ambitiøse mål i Audi produktionen: Frem mod 2030 vil koncernen reducere sine absolutte miljøpåvirkninger på områderne primært energiforbrug, kraftværksemissioner, CO2-emissioner, skadestoffer i luften, lokal vandrisiko samt spildevands- og affaldsmængde med 50 % i forhold til tallene fra 2018. De vigtige håndtag, som der kan skrues på i den forbindelse, er egenproduktion af vedvarende energiformer og anvendelse af innovative teknologier til en i højere og højere grad cirkulær værdiskabelse, hvor der anvendes ressourcer i lukkede kredsløb.

Fabrikken i Ingolstadt fungerer som en forløber for omstillingen af fabrikkerne til den store serieproduktion på verdensplan – og den bliver dermed den første komplette Audi 360factory. De andre lokationer vil tage omstillingen skridt for skridt. ”Vi har stadig et godt stykke vej foran os”, siger Walker. ”Men retningen mod målet og de skridt, der skal tages for at komme derhen, er klart definerede.

Læs mere på Audi MediaCenter

_______________

1 Når man taler om et netto CO₂-neutralt miljøregnskab, betyder det hos Audi en tilstand, hvor man efter udnyttelse af andre relevante reduktionstiltag vedr. forårsagede CO₂-emissioner fra Audis produkter eller aktiviteter i det mindste mængdemæssigt kan udligne fortsat eksisterende og/eller inden for rammerne af leverandørkæden, produktionen og genanvendelsen af Audi biler p.t. uundgåelige CO₂-emissioner ved hjælp af frivillige kompensationsprojekter, der udføres over hele verden. CO₂-emissionerne, der opstår i en bils anvendelsesfase, det vil sige fra udleveringen af en bil til kunden, bliver der i den forbindelse ikke taget højde for.

2 Miljømæssigt vægtet vandforbrug gør det muligt at sammenligne den absolutte efterspørgsel efter vand på Audi-lokationer rundt om i verden, mens der tages hensyn til de fremherskende lokale vandstressfaktorer og regnvandsforbruget. På den måde kan økonomisering prioriteres de steder, hvor der er særlig knaphed på vand.