10 år med Volkswagen på toppen

06. januar 2021

Volkswagen

2020 blev et usædvanligt år præget af COVID-19 og usikkerhed om nye bilafgifter, men Volkswagen manøvrerede gennem årets udfordringer og forsvarede for tiende år træk sin position som det bedst sælgende bilmærke i Danmark.

  • Volkswagen nr. 1 i 2020 med 24.770 solgte biler
  • ID.3 blev Årets Bil i Danmark 2021 og den næstmest solgte elbil
  • Golf blev den mest solgte bil i sin klasse
  • 10 år og 250.923 Volkswagen
  • 2021 modelprogram står stærkt i forhold til nye bilafgifter med større fokus på elektrificerede biler

Da vi for 12 måneder siden tog hul på 2020 var der masser af tegn på, at det skulle blive endnu et godt år for bilsalget i Danmark. Dansk økonomi og danskernes privatøkonomi var inde i en god gænge, og der var luft i danskernes budget til at købe en ny bil. Men året skulle blive meget anderledes end de fleste havde forestillet sig.

I foråret ramte COVID-19 for alvor Danmark og en delvis nedlukning af samfundet var en realitet. Politikerne havde naturligvis stort fokus på at håndtere situationen omkring COVID-19, men 2020 var samtidig året, hvor vi ventede på Christianborgs udspil til fremtidens bilafgifter. Traditionen tro førte snakken om nye bilafgifter til en vis nervøsitet og tilbageholdenhed blandt bilkøberne.

Alt sammen lagde en voldsom dæmper på optimismen i bilbranchen. Forårsmånederne med nedlukning både i Danmark og Tyskland, hvor Volkswagen-fabrikkernes samlebånd stod stille i fem uger, resulterede i et drastisk fald i bilsalget, og efterdønninger i form af ustabile leverancer kunne mærkes langt ind i efteråret.

Volkswagen indhentede noget af det tabte sidst på året, og 2020 endte bedre end forventet med tanke på de store udfordringer året bød på. Det totale bilmarked i Danmark landede på 198.132 enheder, og 24.770 af disse var af mærket Volkswagen, hvilket resulterede i en markedsandel på 12,5 %.

Direktør i Volkswagen personbiler, Mads Nør Lauvring, udtaler:

”Det har været et svært år, alligevel kan vi kigge tilbage på 2020 med stor tilfredshed. Takket være en omstillingsparat organisation og et meget bredt modelprogram har Volkswagen for 10. år i træk kunnet forsvare sin position som danskernes mest foretrukne bilmærke. 2020 blev et skelsættende år, ikke alene på grund af udfordringerne med COVID-19, men også fordi vi fik introduceret en ny generation af den ikoniske Golf – en vigtig volumensælger – og samtidig stemplede Volkswagen for alvor ind i den grønne omstilling af bilparken med den succesfulde introduktion af ID.3 og titlen som Årets Bil i Danmark 2021.”

Timingen af danmarkspremieren på den nye og 8. generation af Golf faldt desværre sammen med nedlukningen af Danmark tilbage i starten af marts måned. Alligevel klarede Golf sig flot, og med 3.650 solgte enheder landede den på en 10. plads og blev den mest solgte i sin klasse.

I september måned introducerede Volkswagen den nye elektriske ID.3, der agerer spydspids i Volkswagen-koncernens store offensiv inden for e-mobilitet. Den fik sat sit præg på salget af elbiler i Danmark og med et salg på 1.722 enheder på kun fire måneder blev ID.3 den næstmest solgte elbil. Sammen med e-up! og den udgåede e-Golf opnåede Volkswagen en markedsandel på 19,10 % af elbilsalget i 2020.

Få dage inde i 2021 må vi allerede nu konstatere, at hverdagen stadigvæk er præget af COVID-19 og skaber store udfordringer på alle niveauer af samfundet. Erfaringerne fra 2020 betyder dog, at Volkswagen – som resten af erhvervslivet – har indrettet sig til en hverdag med restriktioner og på den måde står bedre rustet til at komme igennem denne svære periode. Direktør i Volkswagen personbiler, Mads Nør Lauvring, ser fortrøstningsfuldt på 2021:

”Vi ser ind i et år, der igen vil byde på store udfordringer og som vil stille store krav til vores organisation for at kunne klare sig. Volkswagen er klædt på til at kunne klare disse udfordringer og har et veludbygget setup af digitale kanaler, hvorigennem vi kan bibeholde den gode kundekontakt. Vi har samtidig et modelprogram, der er står godt i forhold til nye bilafgifter, der har større fokus på den grønne omstilling. Volkswagen har et stærkt line-up af plug-in-hybrid-modeller med Golf eHybrid/GTE, Passat GTE, Tiguan eHybrid og Arteon eHybrid, og udvalget af ID-elbiler udbygges med introduktionen af billigere ID.3-varianter og til marts af ID.4 SUV’en. Vi føler, at Volkswagen står godt til at forsvare 1. pladsen igen i 2021.”

10 år på toppen

Med 1. pladsen i 2020 har Volkswagen holdt sig på toppen som danskernes mest foretrukne bilmærke 10 år i træk. I de 10 år har danskerne købt i alt 2.006.363 biler, hvoraf de 250.923 var en Volkswagen, hvilket giver en markedsandel på 12,51 %. Salget af Volkswagen er i den periode vokset fra 17.044 i 2011 til 31.986 i 2018, der står som det foreløbige højdepunkt, hvilket giver en vækst på 46,71 % i et totalmarked, der i samme periode vækstede 21,87 %.

På en Top 20 over de mest solgte bilmodeller i Danmark i de 10 år, er Volkswagen flot repræsenteret med ikke mindre en fire modeller. Ikke overraskende er det up! – introduceret i efteråret 2011 som topper listen suverænt med i alt 67.747 biler. Mikrobilssegmentet udgjorde hele 31 % af totalmarkedet i 2012, så timingen af introduktionen af up! var perfekt og rykkede for alvor Volkswagen frem i forreste række.

up! har selskab af fire klassiske Volkswagen-modeller på Top 20 i perioden 2011-2020, hvor vi finder Golf på 4. pladsen med 44.893 enheder, Polo på 5. pladsen med 44.199 enheder og Passat på 14. pladsen med 31.726 enheder.

Selvom det er de klassiske Volkswagen-modeller, der har båret en væsentlig del af mærkets succes gennem de seneste 10 år, har Volkswagens modelprogram ændret sig i takt med den generelle trend på bilmarkedet. Bilkøberne har de senere år forelsket sig i crossover/SUV-biler i en grad, så dette segment har oplevet en eksplosiv vækst. Volkswagen igangsatte en modeloffensiv inden for crossover/SUV-segmentet indledt med introduktionen af 2. generation Tiguan i 2016, der hurtigt blev en af de mest solgte i sin klasse. I 2017 fik Tiguan selskab af den sportslige T-Roc crossover og i 2018 af den kompakte T-Cross og luksus SUV’en Touareg. Med de fire modeller har Volkswagen et varieret og bredt udbud af crossover/SUV-modeller, og i 2020 udgjorde de 29,3 % af Volkswagens salg i Danmark.

Det blev også et årti, hvor elektrificering vandt indpas i bilernes drivlinje, og Volkswagen gjorde denne teknologi tilgængelig først med den elektriske e-up! i 2013 og den elektriske e-Golf i 2014. Samme år introducerede Volkswagen en Golf GTE, der var den første plug-in-hybrid i klassen, og i 2015 fulgte Passat GTE med samme drivlinje. Her i starten af et nyt årti står Volkswagen stærkere end nogensinde i forhold til den grønne omstilling af bilparken med seks plug-in-hybrid-modeller og de 100 % elektriske ID.3 og ID.4.