ap5yg5a39fvj1uiv83nd

Volkswagen indgår partnerskab med QuantumScape og sikrer sig adgang til solid-state-batteriteknologi

  • Målsætningen med det nye joint venture med QuantumScape er udviklingen af innovativ solid-state-batteriteknologi.
  • Volkswagen er den største andelshaver fra bilbranchen i QuantumScape Corporation – en start-up-virksomhed fra Stanford University.
  • Volkswagen koncernen får en plads i bestyrelsen hos QuantumScape.

Med forøgelsen af ejerandelene i den californiske teknologivirksomhed QuantumScape Corporation og grundlæggelsen af et nyt joint venture, baner Volkswagen-koncernen vejen for næste skridt inden for udviklingen af batterier, der vil give elbiler en længere rækkevidde. Dr. Axel Heinrich, der er chef for forskning i Volkswagen-koncernen og kommer til at sidde i bestyrelsen for QuantumScape, forklarer: ”Vi ønsker at sætte mere fart på lanceringen af solid-state-batterierne fra QuantumScape. Og vi samler vores kræfter for at udnytte Volkswagens erfaring som produktionsspecialist og QuantumScapes teknologiske forspring bedst muligt. Volkswagen tager dermed det næste skridt i retning af en bæredygtig, CO2-fri mobilitet for vores kunder i fremtiden.“ Volkswagen investerer 100 millioner dollar i QuantumScape og bliver dermed den største andelshaver fra bilbranchen i den innovative virksomhed. Udførelsen af denne transaktion mangler stadig at blive godkendt af myndighederne.

Volkswagen-koncernens forskningscenter har helt tilbage fra 2012 arbejdet tæt sammen med spin-off virksomheden fra Stanford. Med udgangspunkt af de betydelige tekniske fremskridt fra dette samarbejde kommer QuantumScape og Volkswagen til at samarbejde i et nyt joint venture med det formål at muliggøre masseproduktion af solid-state-batterier. Den langsigtede målsætning er opførelsen af et produktionsanlæg til solid-state-batterier frem mod 2025.

”Volkswagen er verdens største bilproducent og indtager med elektrificeringen af sin flåde en førende position i branchen,” siger Jagdeep Singh, der er administrerende direktør hos QuantumScape. ”Vi er meget glade for, at Volkswagen har valgt os til at være motor i den forandring. Vi er overbeviste om, at den længere rækkevidde, de kortere ladetider og sikkerheden ved solid-state-batteriteknologien fra QuantumScape kommer til at være nøglen til næste generation af elektriske drivlinjer”.

Virksomheden QuantumScape, som blev grundlagt i 2010 og har hovedsæde i San José i Californien, besidder over 200 patenter og patentansøgninger til teknologien bag solid-state-battericeller. Virksomheden anses med sin dybdegående knowhow som værende den førende pioner inden for udviklingen af disse banebrydende energilagre. ”Solid-state-batteriet vil markere et vendepunkt inden for elektromobiliteten”, siger Axel Heinrich fra Volkswagen koncernen. ”Med forøgelsen af vores ejerandele i QuantumScape og grundlæggelsen af et joint venture forstærker og fordyber vi vores strategiske samarbejde med en innovativ partner og sikrer Volkswagen adgang til den lovende QuantumScape-batteriteknologi.”

Teknologien bag solid-state-battericellen betragtes som værende den mest lovende tilgang til fremtidens elektromobilitet. Med et solid-state-batteri ville rækkevidden for en e-Golf eksempelvis blive øget fra p.t. 300 til ca. 750 km. Denne batteriteknologi byder på flere fordele i forhold til den aktuelt anvendte litium-ion-teknologi: større energitæthed, mere sikkerhed, bedre lynopladningsegenskaber og – især – et markant mindre pladsbehov. Med samme størrelse som en aktuel batteripakke vil man med solid-state-batteriet kunne opnå elektriske rækkevidder, som ligger på niveau med konventionelle drivlinjer. Men selv om tilgangen er lovende, så har det hidtil været vanskeligt at opnå fremskridt. Ingen anden producent har hidtil været i stand til at opfylde bilbranchens krav til effekten. For første gang inden for branchen har Volkswagen i Tyskland testet tidlige udviklingstrin af solid-state-batterier fra QuantumScape tilpasset til bilers krav til effekten.

Pressemeddelelsen blev sendt med Mynewsdesk