tkbsthajydjq40hwiegu

Volkswagen ID.R sætter rekord på det kinesiske Tianmen-bjerg

  • Den kinesiske udfordring er overvundet – Volkswagens elektriske racer sætter en ny milepæl på Tianmen-bjerget
  • Romain Dumas erobrer de 99 hårnålesving på den 10,906 kilometer lange ”Big Gate Road” på mindre end 8 minutter
  • ID.R-raceren er det mest sportslige medlem i familien af elektriske ID.-elbiler

En helt igennem ekstraordinær kørsel på grænsen med spektakulære fotos og den første rekord på Tianmen-bjerget: Volkswagen har sat endnu en milepæl med ID.R i Kina og i bogstaveligste forstand løftet e-mobilitet til nye højder.

Romain Dumas (Frankrig) gennemkørte de 99 skarpe sving på vejen op ad Tianmen-bjerget på kun 7:38.585 minutter – hurtigere end nogensinde før. ID.R har lige nu rekorden på Pikes Peak i USA, på Goodwood Festival of Speed i England, omgangsrekorden for elbiler på Nürburgring-Nordschleife i Tyskland og har nu sat den hurtigste tid for turen op ad Tianmen-bjerget i Kina. Bilen er motorsportsambassadør for den nye familie af ID.-elbiler, hvoraf den første – ID.3 – har verdenspremiere på Frankfurt Motor Show (IAA) den 10. september.

”En ny rekord på en spektakulær vej – Volkswagen og ID.R har igen vist, hvad fremtidens e-mobilitet allerede er i stand til i dag.” siger Ralf Brandstätter, Produktionschef for Volkswagen personbiler. ”ID.R har ikke kun bevist, at elbiler er stand til at slå etablerede rekorder og sætte nye standarder, den viser også hvor spændende og emotionel fremtidens mobilitet er.”

Udfordrende rekord for mand og maskine

”Tianmen Shan Big gate Road” på Tianmen-bjerget er en ægte test. Romain Dumas nærmede sig den 10,906 kilometer lange kinesiske udfordring op til ”Heavens Gate” – en 131,5 meter naturskabt bue – med respekt og mod. 99 hårnålesving, nogle af dem med en radius på kun seks meter, efterfulgt af korte sprint, hurtige sektioner med sidevind og hastigheder på op mod 230 km/t, og hårde opbremsninger i ekstremt smalle tunneler ­– Dumas overvandt på fantastisk vis disse ekstreme udfordringer og satte samtidig ny rekord. ID.R raceren bliver drevet frem af to elmotorer, der har en samlet systemydelse på 500 kW (680 hk), og den kører på speciallavede Bridgestone Potenza-dæk.

Yderligere citater fra rekordturen op ad Tianmen-bjerget:

Romain Dumas (Frankrig), Volkswagen ID.R-kører

”Jeg vil helt sikkert huske tilbage på denne rekordtur op ad Tianmen-bjerget, som det mest spektakulære jeg har prøvet. Jeg er stolt af at have sat en rekord med den elektriske Volkswagen ID.R i Kina. Den smule information og testkørsel vi havde før rekordforsøget, gjorde det til en enorm udfordring. Vejen er enorm smal og snoet, men turen var ufattelig sjov med ID.R’s enorme elektriske motorkraft. Det store drejningsmoment var en fordel på de korte lige stræk, mens aerodynamikken ydede ekstra vejgreb på de hurtigere sektioner.”

Dr. Stephan Wöllenstein, Bestyrelsesmedlem i Volkswagen personbiler og CEO i Volkswagen Kina

”Med rekorden på den dramatiske Tianmen-bjergvej har vi overvundet endnu en udfordring med vores elektriske ID.R-racer. At se ID.R race op ad dette imponerende naturskabte kinesiske monument har været spektakulært. ID.R understreger Volkswagens formåen udi e-mobilitet og giver kunderne en spændende indsigt i vores 100 % elektriske fremtid.”

Du kan se en video med ID.R’s vilde race op ad Tianmen-bjerget her

Pressemeddelelsen blev sendt med Mynewsdesk