ixneldadgaux3t24sllo

Teknologisk opgradering af den kompakte bestseller – den nye Audi A3

Audis succesmodel bliver endnu mere attraktiv: Den nye Audi A3* starter med nye førerassistentsystemer og motorer samt med nydesignede forlygter og baglygter. En anden nyhed er det innovative betjenings- og visningskoncept Audi virtual cockpit. Den nye A3 fås som 3-dørs, Sportback, Limousine og Cabriolet. Den sportslige variant Audi S3* disker også op med en lang række nyheder og har øget det dynamiske potentiale endnu mere. Med Audi A3 Sportback e-tron* og Audi A3 Sportback g-tron* har A3-modelrækken det mest alsidige udbud af drivlinjer i segmentet for kompakte biler. 

Førerassistentsystemer fra Audis luksusklasse
Med en lang række førerassistentsystemer sætter den nye Audi A3 nye standarder i klassen for kompakte premiumbiler. Kørsel på landevej og i byen bliver endnu mere sikker takket være den videreudviklede Audi active lane assist og Audi pre sense front inklusive forudseende fodgængerbeskyttelse.

Et nyt system i klassen er køassistenten, der arbejder sammen med Audi adaptive cruise control (ACC) med Stop&Go-funktion. Systemet, der fås som ekstraudstyr, holder bilen på afstand af det forankørende køretøj, og i kombination med S tronic sætter det automatisk bilen i gang igen efter kort stilstand. I tæt trafik med op til 65 km/t overtager køassistenten også kortvarigt styringen af bilen på brede veje. En anden nyhed til A3-familien er Emergency Assist, der fås som ekstraudstyr. Systemet indleder en opbremsning ned til sikker stilstand, hvis der trods flere advarsler ikke registreres nogen styreaktivitet fra føreren. Den nye assistent til registrering af tværgående trafik bagved advarer føreren om tværgående trafik, eksempelvis når man er ved at bakke langsomt ud fra en parkeringsbås på tværs af kørebanen.

Betjening og visning, infotainment og Audi connect
Det absolutte highlight i kabinen i den nye Audi A3* er Audi virtual cockpit. Det innovative betjeningskoncept fås for første gang i klassen for kompakte biler. Audi virtual cockpit viser de vigtigste førerrelevante informationer i høj opløsning på en TFT-skærm med et diagonalmål på 12,3″. Med “View”-knappen på multifunktionsrattet kan føreren skifte mellem to visninger. I den klassiske visning vises instrumenterne i samme størrelse som de velkendte analoge instrumenter. I infotainmentindstillingen dominerer et centralt vindue, som giver mere plads til navigationskortet eller viser overskuelige lister fra telefon, radio og audio. Omdrejningstælleren og speedometret vises her som små runde instrumenter.

Menustrukturen i MMI-systemet har fået ny opsætning. Betjeningen med de flade hierarkier orienterer sig i retning af smartphones.

Terminalens centrale punkt er den runde dreje-/trykknap, der i topversionen har en ring med hvid belysning. På dens overflade findes den berøringsfølsomme touchpad, der bruges til indtastning af tegn og til betjening med flere fingre – på den måde kan føreren også zoome på kortet. Over og ved siden af dreje-/trykknappen er der placeret vippeknapper og trykknapper, som føreren kan bruge til at navigere gennem den nykonstruerede menustruktur. Den videreudviklede stemmebetjening til navigation, radio, medier og telefon kan nu også forstå mange formuleringer fra dagligdagssproget.

Når det gælder infotainment, sætter den nye Audi A3 også nye standarder. MMI Radio plus med den elektrisk udkørende 7″-skærm er en del af standardudstyret. MMI Navigation og MMI Navigation plus med MMI touch, der begge fås som ekstraudstyr, sørger i samspil med Audi connect for at bringe mange onlinefunktioner ind i bilen. Herunder eksempelvis navigation med Google Earth og Google Street View, trafikinformationer i realtime samt praktiske informationer vedr. parkeringspladser, rejsedestinationer, nyheder eller vejret. Overførslen sker via den lynhurtige LTE-standard. Takket være det nye, fastmonterede Audi connect-SIM-kort i bilen kan man nyde godt af data-flatrate. Dette såkaldte embedded SIM (e-SIM) får kunden som en del af udstyret Audi connect i Europa. Det giver i de fleste europæiske lande også mulighed for roaming. Uafhængigt af de integrerede Audi connect-tjenester kan man via Wi-Fi-hotspottet booke ekstra datapakker til individuel internetbrug.

Den gratis Audi MMI connect-app giver mulighed for flere tjenester, herunder Online Media Streaming og overførsel af kalenderen fra kundens smartphone til MMI-systemet. Til A3 e-tron* fås der desuden tjenester til programmering af opladningen, afgangstidspunktet eller klimareguleringen.

Opkoblingen af mobiltelefoner med iOS- eller Android-styresystemer sker via Audi smartphone interface. Audi phone box i midterarmlænet kobler telefonen trådløst op med bilens antenne via nærfeltsopkobling og giver mulighed for induktiv opladning.

Ny sammensætning af udstyrslinjer
Til trods for de næsten uændrede mål – en længde på 4,24 m og en akselafstand på 2,60 m – virker den nye Audi A3* endnu mere sportslig og udtryksfuld end hidtil, og dens singleframe-grill har skarpere former og er bredere. Forlygterne har en smallere fremtoning og markante udvendige konturer.

Bagenden understreger bredden på den nye A3 – med baglygternes horisontale lysgrafik og den lille spoilerkant over den nydesignede diffusor. Udvalget af lakfarver er blevet udvidet. Man kan vælge mellem 12 forskellige lakfarver, herunder også de fem nye farver arablå, kosmosblå, nanogrå, tangorød og vegasgul. Lakfarven daytonagrå perleeffekt er reserveret til S line-eksteriørpakken.

De modulopbyggede udstyrslinjer er nye til A3-modelrækken. De giver kunderne endnu mere valgfrihed og har for første gang også indvirkning på udvendige detaljer. Ud over grundmodellerne kan man fremover også vælge de to udstyrslinjer sport og design, og over dem rangerer S line-sportspakken og design selection.

Omfattende opgradering – motorprogrammet
Motorprogrammet til Audi A3 omfatter seks motorer – tre benzin- og tre dieselmotorer. Ydelsen ligger mellem 110 hk og 190 hk. Alle A3-modeller opfylder EU6-normen.

Med 1.0 TFSI tilbyder Audi for første gang en trecylindret motor i Audi A3-modelrækken. Den kompakte motor yder 115 hk og leverer et drejningsmoment på 200 Nm mellem 2.000 og 3.500 omdr./min. Og samtidig er den nye indstigningsbenzinmotor effektiv, uden at det går ud over køreglæden.

1.4 TFSI COD ultra er udstyret med effektivitetsteknologien cylinder on demand. Det betyder, at den kan frakoble to cylindre, når der ikke er brug for ydelsen. Motoren med en slagvolumen på 1.395 cm3 yder 150 hk og har et drejningsmoment på 250 Nm.

Et teknisk highlight er den komplet nyudviklede 2.0 TFSI med den innovative forbrændingsproces. Med en slagvolumen på 1.984 cm3 yder den 190 hk, og fra 1.500 til 4.200 omdr./min. leverer den et drejningsmoment på 320 Nm.

Audi tilbyder den firecylindrede TDI-motor med en slagvolumen på 1.968 cm3 med to forskellige ydelser i den nye A3*. 2.0 TDI fås enten med 150 hk og 340 Nm fra 1.750-3.000 omdr./min. eller – lidt senere – med 184 hk og 380 Nm fra 1.750-3.000 omdr./min.

Den nye indstigningsdieselmotor er 1.6 TDI med 110 hk. Den fås i kombination med den 6-trins manuelle gearkasse eller med den 7-trins dobbeltkoblingsgearkasse S tronic.

Til 2.0 TFSI-motorerne anvendes en komplet nyudviklet 7-trins S tronic med vådkobling. Den afløser den hidtil anvendte 6-trins dobbeltkoblingsgearkasse med tørkobling.

I den nye Audi A3 overføres motorkraften som standard til forhjulene. Når det gælder benzinmotorerne, fås firehjulstrækket quattro til 2.0 TFSI med 190 hk.

Undervognen på den nye Audi A3 har med en afbalanceret-sportslig afstemning. Med sportsundervognen, der fås som ekstraudstyr, er karrosseriet sænket 15 mm, og med S line-sportsundervognen er det 25 mm. Den elektromekaniske servostyring arbejder fintfølende og effektivt. Som ekstraudstyr tilbyder Audi det ligeledes elektrisk understøttede progressive styretøj til mange modeller; det er standardudstyr i Audi S3*.

Den nye Audi A3 kører som standard på 16″-fælge; i udstyrslinjerne design og sport er der 17″-fælge. Det omfattende udvalg af fælge på 17″, 18″ og 19″ omfatter nye designs. Dækprogrammet er ligeledes blevet opgraderet og leverer bedre præstationer og optimeret rullemodstand.

For første gang i segmentet – Matrix-LED-forlygter
Forlygterne på Audi A3* giver med hakket i den nederste kant en markant, ny grafik. xenon plus-forlygter er standard, og som ekstraudstyr tilbyder Audi LED-forlygter og for første gang også Matrix-LED-forlygter.

Takket være den konsekvente letvægtskonstruktion vejer den nye Audi A3 med 1.0 TFSI-motor tom og uden fører kun 1.150 kg – ny rekord i klassen. Karrosseriet til den nye Audi A3 er særdeles kollisionssikkert og stift. En støjdæmpende forrude hører til standardudstyret.

Kabinen byder på kvalitet i absolut topklasse, som er typisk for Audi. Det nydesignede 3-egede rat fås med elopvarmning som ekstraudstyr. For mere komfort på længere køreture tilbyder Audi et førersæde med massagefunktion til den nye A3.

Bæredygtig kørsel – den nye Audi A3 Sportback e-tron
Plug-in-hybridvarianten, Audi A3 Sportback e-tron*, kombinerer en 1.4 TFSI-motor, der yder 150 hk og har et drejningsmoment på 250 Nm, med en elmotor, der yder 102 hk og 330 Nm. Systemydelsen på 204 hk giver mulighed for sportslige præstationer.

En komplet opladning af litium-ion-batteriet (8,8 kWh) varer lidt over 2 timer med en 380-volts-strømtilslutning.

Den nye Audi A3 Sportback g-tron
Med A3 Sportback g-tron* tilbyder Audi endnu en alternativ drivlinje: Den kompakte 5-dørs-bil kan ud over fossil naturgas også anvende på den næsten klimaneutralt fremstillede Audi e-gas som brændstof.

Med 1.4 TFSI-motoren, der yder 110 hk, sætter A3 Sportback g-tron nye standarder, når det gælder effektivitet og økonomi. Brændstofudgifterne for kunden ligger på omkring 4 euro pr. 100 km. Takket være den bivalente konstruktion af den firecylindrede motor udgør rækkevidden på gas over 400 km ifølge NEDC-normen, og med benzin tilføres op til 900 km ekstra.

Mere power – den nye Audi S3
10 hk mere ydelse og i forbindelse med S tronic 20 Nm mere drejningsmoment – Audi har opgraderet Audi S3* yderligere. Herudover har ingeniørerne integreret en S3-specifik styring til den elektroniske stabilitetskontrol ESC og lamelkoblingen. Resultatet er endnu mere køredynamik, køreglæde og sikkerhed.

2.0 TFSI-motoren yder nu 310 hk og leverer med S tronic 400 Nm i det store område fra 2.000 til 5.400 omdr./min. S3 Sportback, S3 Limousine og S3 Cabriolet nyder godt at de omfattende nyskabelser.

Lancering
Den nye Audi A3 forventes introduceret i Danmark til sommer.  

Forbrugsangivelser for de nævnte modeller:

Audi A3:
Bilen udbydes endnu ikke til salg. Den har endnu ikke nogen typegodkendelse og er derfor ikke underlagt direktivet 1999/94/EF.

Audi S3:
Bilen udbydes endnu ikke til salg. Den har endnu ikke nogen typegodkendelse og er derfor ikke underlagt direktivet 1999/94/EF.

Audi A3 Sportback e-tron:
Bilen udbydes endnu ikke til salg. Den har endnu ikke nogen typegodkendelse og er derfor ikke underlagt direktivet 1999/94/EF.

Audi A3 Sportback g-tron:
Bilen udbydes endnu ikke til salg. Den har endnu ikke nogen typegodkendelse og er derfor ikke underlagt direktivet 1999/94/EF.

Find flere billeder her.

________________

Pressemeddelelsen blev sendt med Mynewsdesk