pyrcjpbkxrtwwl1qes9q

SKODA offentliggør priserne på den nye Fabia

Introduktionsprisen for den helt nye SKODA Fabia starter på kr. 129.000. Fabia, som er den mest rummelige familiebil i sin klasse, opnåede de eftertragtede 5 stjerner i Euro NCAP kollisionstesten og har det roste Frontassistent nedbremsningssystem som standard. Fabia hatchback og Fabia Combi introduceres hos alle SKODA-forhandlerne i weekenden 17. – 18. januar.

Priser

Den nye SKODA Fabia hatchback fås til en startpris fra kr. 129.000 for en

1.0 60 hk med Easy udstyr. Startprisen for Fabia Combi er kr. 149.000 for en 1.0 75 hk med Active udstyr. Generelt er merprisen kr. 14.000 for Combi-modellen. Det komfortable DSG gearskifte fås til Fabia med 1.4 TDI 90 hk turbodieselmotor og 1.2 TSI 110 hk benzinmotor og koster kr. 20.000 i tillæg. Alle priser er ekskl. leveringsomkostninger og eventuelt laktillæg.

Motorer

Fabia fås i et bredt modelprogram, der tilbyder kunderne 4 forskellige benzinmotorer og 2 forskellige dieselmotorer. Alle Fabia benytter sig af GreenTec teknologien med eksempelvis start/stop system og genvinding af bremseenergien, der forbedrer brændstoføkonomien og reducerer CO2 udslippet.

SKODA Fabia fås med benzinmotorerne 1.2 60 hk og 1.2 75 hk – begge kendt fra SKODA Citigo – samt med 1.2 TSI 90 hk og 1.2 TSI 110 hk. Turbodieselprogrammet omfatter 2 motorer nemlig 1.4 TDI 90 hk og 1.4 TDI 105 hk.

Udstyr

Den nye SKODA Fabia fås i 4 udstyrsniveauer: Easy, Active, Ambition og Style. Easy fås dog kun som hatchback med 1.2 60 hk benzin motor.

Den nye Fabia hatchback og Fabia Combi er begge særdeles veludstyret selv fra Active udstyrsniveauet. Eksempelvis har Fabia Active aircondition, fartpilot, el-ruder foran, el-betjente og opvarmede sidespejle, radio med Bluetooth samt kørecomputer og splitbagsæde som standard. Fabia Combi har også sort tagræling som standardudstyr.

Allerede i Ambition udstyrsniveauet fås eksklusivt udstyr som læder på rat, gearknop og håndbremsegreb samt fartpilot med hastighedsbegrænser og varme i forsæderne. Endvidere fås el-ruder både ved forsædet og bagsædet i dette udstyrsniveau. Det vil mange børnefamilier sætte pris på.

Det højeste udstyrsniveau Style byder på 16” alufælge, forlygter med LED kørelys, parkeringssensor bag samt multifunktionsrat og ikke mindst det smarte nøglefri start og stop system.

Man kan vælge udstyrsniveauet Ambition for en merpris på kr. 10.000 i forhold til Fabia med Active udstyr. Det højeste udstyrsniveau Style er muligt for yderligere kr. 20.000 på toppen af Ambition prisen

Sikkerhed

Sikkerheden er unik i klassen. Fabia har 6 airbags samt antiudskridningssystemet ESC og flere innovative nyheder. Eksempelvis har Fabia en Frontassistent, der via en radar, automatisk fanger en kritisk situation med en forankørende bil. Systemet bremser bilen og forkorter bremselængden, hvis ikke føreren reagerer. Fabia har også en Multikollisionsbremse, der afhjælper, at et uheld udvikler sig i form af flere sammenstød. Fabia fik de maksimale 5 stjerner i Euro NCAPs nyeste kollisionstest.

Infotainment

Alle Fabia er som standard udstyret med en Swing radio med 5” touchskærm, der har Bluetooth og dermed forbindelse til mobiltelefonen. Ønskes en større skærm, kan man som ekstraudstyr få en Bolero radio med 6,5” touchskærm, der også er forberedt for Mirrolink, hvor man kan spejle specielle apps fra sin mobiltelefon i radioens touchskærm. Systemet er indtil videre kompatibelt med udvalgte mobiltelefoner.

Rummelighed

Den nye Fabia Combi er rummelig som aldrig før. Bilen er vokset med 35 mm i bredden og 13 mm i længden. Og det kommer i den grad både fører og passagerer til gode. SKODAs ingeniører har arbejdet med den indvendige del i den nye generation Fabia, så den nyeste model er klassen mest rummelige og har klassens største bagagerum. Fabia Combi rummer således 530 liter, og lægges bagsæderne ned kan der fyldes 1.395 liter i bagagerummet. Det giver eksempelvis plads til 2 cykelholdere.

Smarte løsninger

Fabia rummer en lang række smarte løsninger, der gør det nemmere for ejerne i hverdagen. Eksempelvis isskraberen, der er placeret på indersiden af tankdækslet, så man slipper for at få sne og is på sæderne, når man åbner dørene for at få fat i isskraberen i handskerummet. Endvidere kan man få en affaldsposeholder til lommen i fordørene til alskens småaffald. En forhøjet bagagerumsbund, der gemmer alle småtingene og giver en ergonomisk god læssehøjde, kan fås som ekstraudstyr, og en måtte til bagagerummet, der har gummibelægning på bagsiden til eksempelvis haveaffald, er også en praktisk mulighed. Fabia har også smarte taskekroge. Hvem kender ikke til væltede indkøbsposer i bagagerummet?

Tryghedspakker

Har man behov for tryghed udover de 2 års fabriksgaranti, tilbyder SKODA tryghedsaftaler med 2 år eller 3 års løbetid. En Tryghedsaftale, der løber i 2 år – dog begrænset af i alt 100.000 kørte kilometer at regne fra første indregistreringsdato -koster kr. 3.495. Den tilsvarende Tryghedsaftale med 3 års varighed med samme begrænsning koster kr. 4.495.

Generelt

Der kører i dag over 48.000 Fabia på danske veje. Fabia, som er en af de mest populære mindre familiebiler, blev kåret som årets bil i Danmark i 2001. Den nye Fabia hatchback og Fabia Combi introduceres hos alle SKODA-forhandlerne 17. – 18. januar.

Pressemeddelelsen blev sendt med Mynewsdesk