dinkeq8m255jlalzfhs7

Semler Agro udpeges til national John Deere-forhandler

Fra september 2019 bliver Semler Agro den eneste John Deere forhandler i Danmark med ansvar for alle salgsaktiviteter, servicering og reparation samt håndtering og levering af reservedele til John Deere landbrugsmaskiner.

Den nye samarbejdsaftale med John Deere betyder, at Semler Agro øger sin geografiske dækning til at dække hele landet og bliver eneforhandler af John Deeres landbrugsmaskiner.Semler Agro har siden 2016 været landets største autoriserede John Deere forhandler med ca. 75 procent dækning af Danmark.

Om den styrkede forretningsrelation mellem Semler Agro og John Deere, forklarer Morten Buus, administrerende direktør i Semler Agro:

”Vi er meget glade og stolte over, at vi er blevet udnævnt til national forhandler af John Deeres landbrugsaktiviteter, der passer til den måde, vi gerne vil drive forretning på. Vi er fuldt dedikerede til at tilbyde kunderne den bedst mulige rådgivning i forhold til salg, reservedele og service, og vi er glade for at bygge videre på den succes, vi i samarbejde med John Deere allerede har haft,” siger Morten Buus og fortsætter:

”Vi har i de seneste tre år arbejdet med en strategi, der i fremtiden sikrer vores kunder en bedre og mere effektiv service og support. Med vores rullende værksteder, regionale reservedelslagre og Danmarks største center for brugt landbrugsudstyr har vi bygget et solidt fundament, som betyder, at vi sikrer vores kunder de mest konkurrencedygtige salgs- og serviceløsninger. Nu bygger vi videre på vores strategi i et endnu tættere samarbejde med John Deere, hvilket giver vores kunder adgang til vores store netværk af højtuddannede specialister.”

  

Nyt samarbejde med eksisterende John Deere-forhandlere

Foruden det endnu tættere samarbejde med John Deere indgår Semler Agro også en aftale med Herborg Maskinforretning, der siden 1976 har solgt John Deere-maskiner. Aftalen betyder, at Semler Agro overtager 51 procent af aktierne i virksomheden med tilbagevirkende kraft og pr. 1. januar 2019.

Herborg er en af Danmarks bedst drevne maskinhandlere, og derfor er jeg også meget glad for, at vi nåede frem til en aftale, der sikrer, at vi i fællesskab kan bygge videre på mange års historie, kultur og en stærk lokal tilstedeværelse. Vi ændrer ikke ved navnet, men tilføjer at Herborg fremover er en del af Semler Agro. Det er vores ambition, at vi skal udnytte hinandens kompetencer og lære af hinanden, så vi kan servicere og sælge nyt og brugt udstyr sammen til hele landet,” siger Morten Buus.

Herborg drives fortsat af den nuværende ejerkreds, hvilket betyder, at kunderne serviceres af det samme personale, som de altid har været vant til. Vi tror på, at dette er den stærkeste løsning for landmændene i lokalområderne, hvor vi også tilfører Väderstad, Kramer og Sulky som en del af sortimentet i Herborg-afdelingerne.”

Det er en betingelse for transaktionen, at konkurrencemyndighederne godkender handlen, hvilket parterne nu afventer. I den mellemliggende periode vil Herborg og Semler Agro drive sine forretninger som hidtil.

Samtidig fortæller Morten Buus, at Semler Agro netop nu er i dialog med Søllested Maskinforretning, der dækker Lolland og Falster.

”Vi er i en god dialog med Søllested Maskinforretning om, hvordan det regionale John Deere-setup på Lolland og Falster bliver i fremtiden. Vi arbejder på at finde en god løsning, som inkluderer vores gode kollegaer i området,” siger Morten Buus.”

Den nye aftale med John Deere fokuserer på landbrugsudstyr. Det betyder, at samarbejdet med Havdrup Maskinforretning, der i dag er John Deere-forhandler af have, park og turf fortsætter uændret som hidtil.

Semler Agro beskæftiger i dag mere end 180 topprofessionelle og højtuddannede medarbejdere som arbejder ud fra ni forretninger og med en større flåde af rullende værksteder i Danmark. 

Pressemeddelelsen blev sendt med Mynewsdesk