u2vteqmlfowk2nidsvfh

Semler Agro åbner i Litauen til gavn for dansk landbrug

Med en ny afdeling i Litauen kan Semler Agro fremover hjælpe danske landmænd med at opgradere til den nyeste teknologi samt sikre, at ældre traktorer, der ikke er marked for i Danmark, får en forlænget levetid.

Semler Agro har netop åbnet den første afdeling uden for landets grænser. I Kaunas i Litauen er det nu muligt at erhverve traktorer gennem Semler Agros nyåbnede datterselskab, Agro Danija. Her skal forretningen baseres på salg af traktorer og materiel primært fra andre mærker end dem, Semler Agro sælger fra nye i butikkerne, men også ældre modeller fra John Deere og Väderstad. Årsagen er, at danske landmænd gerne vil opgradere med ny teknologi.

– Vi oplever heldigvis en stor efterspørgsel på moderne traktorer, der kan hjælpe kunderne med at få det optimale ud af deres bedrifter. De vil gerne udskifte det materiel, der har tjent dem gennem mange år, men som ikke lever op til de krav, der stilles i et moderne, dansk landbrug. Vi vil gerne hjælpe landmændene med at afsætte deres gamle maskiner, men udviklingen i landbruget betyder, at efterspørgslen i Danmark på disse produkter er under pres. Derfor har vi fundet en god løsningen uden for landets grænser, der sikrer, at kvalitetsprodukterne fortsat får et liv, forklarer Lars Frederik Henningsen, salgsdirektør i Semler Agro.

Også kvalitetsprodukter i Litauen

Selvom landbrugsudstyret ikke længere opfylder behovet hos dansk landbrug, er der stadig mange timers arbejde tilbage i dem. Derfor skal den litauiske afdeling fremover samarbejde med det danske moderselskab for at hjælpe de danske kunder med at afsætte deres materiel til fordel for ny, opgraderet teknologi.

Selskabet i Litauen har fra start én fysisk lokation i Kaunas, hvorfra to medarbejdere kommer til at forsyne det litauiske landbrug med brugte maskiner og materiel.

– Semler Agro har en størrelse, der gør, at vi ofte får forespørgsler, om vi kan hjælpe kunderne af med traktorer og andet materiel i alle aldre. Vi gør alt for at opfylde kundens behov, og skridtet med en afdelingen i Litauen er endnu et bevis på, at vi på alle områder arbejder med målsætningen om at være landbrugets bedste samarbejdspartner, siger Lars Frederik Henningsen og fortsætter.

– De produkter, vi kommer til at sælge i Litauen, vil stadig være kvalitetsprodukter. Kravene til Semler Agro-brandet ændrer sig ikke, fordi vi bevæger os ud over de danske grænser. Ved at kunne sælge de maskiner, der ikke er efterspørgsel på i Danmark, skaber vi plads og ressourcer til nye varer på hylden, der er interessante for vores danske kunder. Samtidig bliver vores forretningsben i Litauen forsynet med kvalitetsprodukter, som der er kunder til der samt i nabolandene.

For at kunne leve op til Semler Agros standarder har de nye ansatte i den litauiske afdeling været i Danmark for at få Semler Agros DNA ind under huden. Målet med virksomheden i Kaunas er at forsyne litauiske landmænd med brugt kvalitetsudstyr samt eksport til lande som Letland, Hviderusland og Ukraine.

Forretningen er netop åbnet og det første, brugte udstyr er ved at blive afsendt til det nye marked.

Pressemeddelelsen blev sendt med Mynewsdesk