tfp5a6b0mekoz4urypit

Ny stor premiere:

Semler Agro bag største selvkørende John Deere-traktor i Europa

Nyt samarbejde mellem Semler Agro og hollandske Precision Makers har skabt den største selvkørende John Deere-traktor; en John Deere 8R udstyret med robotteknologi. Traktoren, der har været knap et år under udvikling, er den første af sin art i Europa og vil snart få premiere på danske marker.

Med et erklæret mål om at være førende på teknologi til landbruget har Semler Agro det meste af 2017 arbejdet på et stort projekt med hollandske Precision Makers. For udover partneraftalen mellem de to aktører omkring robotteknologi, har de to virksomheder kastet sig over at udvikle robotteknologi til de største traktorer. Det er de nu i mål med, hvor en John Deere 8R med 320 heste er blevet selvkørende.

Precision Makers har stået for udviklingen af teknologien, der gør det muligt at få en af de helt store traktorer til at manøvrerer uden hjælp fra et menneske, og så har Semler Agro stillet traktoren til rådighed og ageret sparringspartner i processen, forklarer Morten Skau Foged fra Semler Agro Solutions.

– Vi har længe ønsket at kunne levere en hundrede procent selvkørende traktor i den helt store skala. Derfor har vi også arbejdet intensivt sammen med Precision Makers i dette projekt, og vi har nu muligheden for at præsentere den for offentligheden for første gang, siger Morten Skau Foged, solution manager hos Semler Agro Solutions.

Allerede salgsklar

Selvom der er tale om en premiere, når den bliver vist frem for de første Semler Agro-kunder her i december, så er det ikke et produkt, landbruget skal vente længe på bliver tilgængeligt. Således er robotteknologien til 8R-serien allerede klar til at blive monteret på andre traktorer.

– Vi kan mærke, at efterspørgslen bestemt ikke er dalende. Mange ser værdi i at få de selvkørende maskiner ud på marken, og vi er også sikre på, at så snart landmændene ser, hvor stor værdi de kan få ud af en John Deere 8R med robotteknologi, så vil de være interesseret i at tilknytte en til deres bedrift, forklarer Morten Skau Foged og understreger, at lovgivningen inden for førerløs teknologi gælder selvfølgelig også i landbruget, og her har Semler Agro i samarbejde med jurister sikret, at alt foregår efter gældende lovgivning.

Premiere i december

Den nyskabte, robotificerede John Deere 8R er netop blevet fragtet fra Holland til Danmark og får premiere den 11. – 12. december, når Semler Agro viser den frem til de første kunder. Herefter vil alle kunne tilkøbe robotteknologien på deres 8R-serie og nyde godt af teknologien, der gør det muligt at frigøre ressourcer til andet arbejde på marken.

– Samarbejdet mellem Precision Makers og Semler Agro viser, at vi hele tiden afsøger mulighederne for at skabe de bedste teknologiske løsninger til de danske landmænd. Det vil vi fortsætte med, og vi har fået mange erfaringer fra partnerskabet med Precision Makers, som vil komme landmændene til gavn i fremtiden, siger Morten Skau Foged.


Pressemeddelelsen blev sendt med Mynewsdesk