wo3i8hpxzyyzdibkwtzx

Ny Audi RS 6 Avant er 4. generation af RS-ikonet

  • En high performance-Avant til alle formål – sportslig og praktisk anvendelig
  • 4.0 TFSI V8-biturbo med mildhybrid – stor kraft møder høj effektivitet
  • 600 hk, 800 Nm, fra 0-100 km/t på kun 3,6 sek.

25 år med RS og 25 år med højtydende stationcars hos Audi. Med den nye Audi RS 6 åbner Audi Sport et nyt kapitel i historien om high performance-Avant-modeller. Højere ydelse kombineret med øget effektivitet takket være mildhybridsystemet gør RS 6 Avant til den perfekte ledsager i alle situationer. Den bomstærke stationcar lander hos Audi Sport forhandlere i slutningen af 2019.

“Audi RS 6 Avant er et af vores absolutte ikoner fra vores 25-årige RS-historie, og den har mange fans over hele verden”, siger Oliver Hoffmann, som er øverste chef for Audi Sport GmbH. “For første gang vil vi også tilbyde RS 6 Avant i Nordamerika. Dermed bevæger vi os ind på et marked med et stort potentiale og genererer yderligere vækst.”

Bredt og kraftfuldt design

RS-modellen har et markant differentieret design i forhold til grundmodellen A6 Avant og er unikt i segmentet. Med undtagelse af fordørene, taget og bagklappen består karrosseriet udelukkende af RS-specifikke dele. Karrosseriet, som er ca. 40 mm bredere i hver side med de markant fremhævede hjulkasser, understreger sportsånden og den selvstændige karakter for high performance-Avant-modellen. De iøjnefaldende proportioner forstærkes yderligere af de 22″ fælge.

Fronten på RS 6 Avant er stærkt differentieret og selvstændig inden for A6-modelrækken. Ud over en ny motorhjelm med powerdome overtager RS 6 Avant også forlygterne fra A7-modelrækken. De er ikke blot smallere og har et mere sportsligt udtryk, de giver også mulighed for at tilvælgeRS-Matrix-LED-laserforlygtermed mørkttonede blænder som et ekstra unikt særkende ved RS 6 Avant i A6-familien. Ligesom LED-baglygterne er de udstyret med dynamisk blinklys og iscenesættes på en RS-specifik måde ved oplåsning og låsning af bilen.

Den tredimensionelle bikubestruktur i singleframe-grillen er holdt i sort højglans, og i samspil med den markant fladere og bredere geometri forstærker det den atletiske fremtoning af RS 6 Avant. Singleframe-rammen og quattro-logoet i stødfangeren bortfalder, og under de standardmonterede LED-forlygter er der luftindtag i frontens sider, der næsten går helt op til underkanten af forlygterne, i den nye RS-stødfanger. Designerne har i den forbindelse ladet sig inspirere af fronten på supersportsvognen Audi R8.

Den dynamiske afslutning på bilens bagende udgøres af en tagkantspoiler samt en RS-specifik stødfanger med hækdiffusor og designelementer i sort højglans. Som det er typisk for RS-modeller afsluttes RS-udstødningssystemet i begge sider med ovale kromfarvede afgangsrør.Man kan vælge mellem 13 forskellige lakfarver til Audi RS 6 Avant, herunder de to RS-specifikke farver nardogrå og sebringsort krystaleffekt samt fem forskellige mateffektlakeringer.

Drivlinjen er et kraftværk

4.0 TFSI-motoren i den nye Audi RS 6 Avant leverer 600 hk og et drejningsmoment på 800 Nm, som ligger konstant på dette høje niveau mellem 2.050-4.500 omdr./min. High performance-stationcaren klarer sprinten fra 0 til 100 km/t på blot 3,6 sek. På kun 12 sek. når RS 6 Avant op på 200 km/t. Tophastigheden er elektronisk begrænset til 250 km/t, men med dynamikpakke som ekstraudstyr kan RS-stationcaren køre 280 km/t og med dynamikpakke plus endda helt op til 305 km/t.

Takket være det 48-volts primære ledningsnet kombinerer V8-biturbomotoren usædvanlige præstationer med høj effektivitet. En remstartergenerator er det centrale element i mildhybridsystemet (MHEV), og ved lette nedbremsninger kan der på den måde tilbageføres en effekt på op til 12 kW, som lagres i et separat litium-ion-batteri. På den måde kan man spare op til 0,8 l brændstof pr. 100 kilometer ved kørsel i dagligdagen.

Systemet cylinder on demand (COD) er med ombord som endnu en effektivitetskomponent. Når belastningen og omdrejningstallet er på lavt eller middel niveau, frakobler systemet i de højeste gear cylindrene 2, 3, 5 og 8 ved at afbryde indsprøjtningen og tændingen og lukke indsprøjtnings- og udstødningsventilerne. I 4-cylinder-drift flyttes driftspunkterne i de aktive cylindre til højere belastningsområder til datafeltområder med højere virkningsgrad, mens de deaktiverede cylindre løber med som gasfjedre næsten uden tab. Når man træder på speederen, bliver de straks tilkoblet igen.

Til trods for effektiviteten leverer 4.0 TFSI-motoren en sportslig og kraftig V8-lyd. Føreren kan påvirke motorens velklingende lyd via systemet Audi drive select, og RS-sportsudstødningssystemet med sorte rørhaler giver en ekstra sportslig lydoplevelse. I de individualiserbare indstillinger RS1 og RS2 kan kunden selv vælge, om lyden skal være sportslig eller afbalanceret.

Den standardmonterede 8-trins tiptronic med optimerede skiftetider og en ny Launch Control-funktion overfører kræfterne fra 4.0 TFSI-motoren til det permanente firehjulstræk quattro. Trækkræfterne bliver fordelt i forholdet 40:60 via det rent mekanisk arbejdende midterdifferentiale til for- og bagakslen, og der kan overføres maksimalt 70 % til forakslen eller 85 % til bagakslen.

Torque vectoring optimerer den nye RS 6 Avants adrætte og sikre køreegenskaber – systemet bremser de inderste hjul i svinget let, inden de får mulighed for at spinde rundt. quattro-sportsdifferentialet i dynamikpakken eller dynamikpakken plus (begge ekstraudstyr) forskyder trækkraften ved dynamisk kørsel i sving efter behov mellem baghjulene og forbedrer på den måde vejgrebet, stabiliteten og dynamikken.

Adræt undervogn

Den standardmonterede luftaffjedring RS-adaptive air suspension med reguleret støddæmpning har fået en RS-specifik afstemning og giver for første gang mulighed for en tophastighed på 305 km/t i forbindelse med dynamikpakke plus. Karrosseriet på den nye RS 6 Avant ligger 20 mm lavere end på en Audi A6 Avant med standardundervogn, og fra en hastighed på 120 km/t sænkes det yderligere 10 mm.

Som alternativ kan man tilvælge RS-sportsundervogn plus med Dynamic Ride Control (DRC). Den arbejder med stålfjedre og tretrins justerbare støddæmpere, som er forbundet med hinanden via diagonale olierør/-slanger og en centralventil. Ved hurtig kørsel gennem sving påvirker ventilerne oliestrømningen til støddæmperen til det yderste forhjul i svinget, som er trykket ned. Det forstærker støtten og reducerer nikke- og krængningsbevægelser.

Som standard er den nye RS 6 Avant udstyret med den progressiv styring med en sportslig og direkte udveksling. Jo mere man drejer på rattet, jo større bliver tilbageføringskræfterne for at opnå en præcis respons fra styretøjet. Dens nyudviklede servofunktion skaber en direkte forbindelse mellem føreren og vejbanen. Som ekstraudstyr i forbindelse med dynamikpakken og dynamikpakken plus fås den nye RS 6 Avant med en dynamisk firehjulsstyring.

Via køredynamiksystemet Audi drive select kan føreren ændre karakteren for sin RS 6 Avant. Man kan vælge mellem seks forskellige profiler: comfort, auto, dynamic, efficiency og de individuelt konfigurerbare RS-specifikke indstillinger RS1 og RS2, som kan aktiveres direkte via “RS-MODE”-knappen på rattet. Derved åbnes automatisk de RS-specifikke visninger i Audi virtual cockpit. Audi drive select påvirker blandt andet motor- og gearkassestyringen, servofunktionen, undervognen, den dynamiske firehjulsstyring, quattro-sportsdifferentialet, motorlyden samt klimaanlæggets karakteristik. Indstillingen RS2 har til formål at påvirke den elektroniske stabilitetskontrol ESC direkte med et tryk på en knap.

Som standard kører den nye RS 6 Avant på 21″ støbte aluminiumsfælge forsynet med dæk i størrelsen 275/35. Som ekstraudstyr fås RS-specifikke fælge på 22″ med dæk i størrelsen 285/30. Sadlerne til RS-stålbremsesystemet med indvendigt ventilerede perforerede skiver (420 mm foran, 370 mm bagpå) er som standard sortlakerede og fås som ekstraudstyr i rød. I forbindelse med RS-keramikbremser (ekstraudstyr) fås sadlerne enten i grå, rød eller blå. Deres skiver er 440 mm (foran) og 370 mm (bagpå). Det nyudviklede RS-keramikbremsesystem vejer i alt ca. 34 kg mindre end dets pendant af stål.

Sportsligt interiør

I Audi virtual cockpit informerer specielle RS-visninger om dæktryk, drejningsmoment, ydelse, motorolietemperatur, ladetryk, omgangstidsmålinger, accelerationsmålingerog g-kræfter. Gearskifteindikatoren opfordrer føreren til at geare op, når omdrejningstalsgrænsen er nået.

Det komplet perforerede sportslæderrat med flad bund og nye store RS-skiftekontakter af aluminium er udstyret med multifunktionsknapper, som føreren også kan bruge til direkte valg af de nye Audi drive select-indstillinger RS1 og RS2. I kabinen er der RS- og RS 6-logoer på rattet, sæderne og de forreste panellister med lys. Når for- og bagdørene er åbne, bliver Audi Sport-logoet projiceret på kørebanen.

Sportssæderne i sort Alcantara/læder af typen perlenappa har RS-mærke og diamantformede syninger. Som ekstraudstyr fås RS-sportssæder i perforeret læder af typen Valcona med bikubeformede syninger og RS-mærke. Sædernes perforering giver for første gang også mulighed for ventilation.

Audi RS 6 Avant i Danmark

Den nye Audi RS 6 Avant introduceres i Danmark i slutningen af 2019. Der er endnu ikke danske priser, ligesom udbuddet af udstyr heller ikke er fastlagt.

Forbrugsangivelse for Audi RS 6 Avant

Brændstofforbrug ved blandet kørsel i km/l: 8,5-8,7
CO2-emission ved blandet kørsel i g/km: 263-268 
(NEDC-angivelser – se vedhæftede dokument)

Pressemeddelelsen blev sendt med Mynewsdesk