zkldz5kpn0agh2b1axus

Kom med til PostNord Danmark Rundt

ŠKODA sponserer PostNord Danmark Rundt med hele 30 biler, ligesom der for første gang står ŠKODA på den grønne pointtrøje. Der venter masser af oplevelser under Danmarks største sportsbegivenhed 1.-5. august. Her er en guide til, hvordan man tager familien med som tilskuere til et stort cykelløb.

Intensiteten, farten, spændingen. Der er mere af det hele, når man oplever et ægte professionelt cykelløb med egne øjne, end når man ser det fra sofaen. Kun fra siden af vejen får man den fulde oplevelse, og når man først har prøvet det, bliver cykelløb på tv aldrig det samme igen.

Rytterne træder i pedalerne for at gennemføre løbet på så kort tid som muligt. Men som tilskuere skal man gå efter at have masser af tid. Vejene er ikke lavet til tilskuere eller cykelløb, og et løb er per definition et logistisk mareridt med afspærrede veje, kluntede parkeringer og generelt trafikalt kaos. Desuden kan man ikke regne med GPS-navigationen, for ruten kan være skåret midt over af cykelruten. Derfor – kom af sted i god tid.

Styr på timingen

Ruten udenfor byen er ikke spærret af fra etapens start, men bliver afspærret, når de forreste ryttere nærmer sig. Cirka en halv time før rytterne kommer løbets reklamekaravane, hvor man kan opleve bl.a. ŠKODA KODIAQ og OCTAVIA RS Combi. Tommelfingerreglen er, at man bør ankomme til ruten cirka en time inden feltet. Dermed har man tid til at gå et stykke, hvis der ikke er en parkeringsplads i nærheden. PostNord Danmark har en forventet tidsplan for hver etape på løbets hjemmeside under fanen ‘Etaper’, ligesom der under ‘Resultater’ er en webapplikation, hvor man kan følge løbets reklamekaravane og se, om man står på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Man kan godt nå at sætte sig i bilen og køre til et nyt sted på ruten og være klar, når rytterne kommer forbi igen.

I målbyerne bliver der opsat hegn fra morgenstunden. Det medfører trafikproblemer, og det tager længere tid at komme til som tilskuer. Rytterne kører over målstregen cirka kl. 17.20 og rammer de afsluttende rundstrækninger i målbyerne ½-2 timer før.

De gode steder at stå

Når man skal se cykelløb, gælder det om at se de dele, hvor der virkelig sker noget. På løbets hjemmeside under fanen ‘Etaper’ eller i webapplikationen kan man se detaljerne for hver etape, bl.a. hvor der er point- og bakkespurter. Her bliver der virkelig kørt cykelløb, så man kan få stillet sulten som tilskuer. Alternativt kan man være på pletten i målbyerne. Her kører rytterne et antal runder i byen som afslutning på etaperne, og dermed er der mulighed for at se rytterne flere gange. En tredje mulighed er enkeltstarten i Nykøbing Falster, hvor man kan se alle løbets ryttere i kampen mod uret.

Følg med undervejs

Mens man står og venter på rytterne, kan man følge med i løbet på smartphonen, for DR transmitterer hele løbet, ligesom webapplikationen er et godt værktøj. Her kan man se ruterne og følge reklamekaravanen og rytterne på ruten i realtid. Man kan også få detaljer om dagens etape, klassementet, holdene og de enkelte ryttere. Dermed er man sikker på, hvad man ser, når rytterne blæser forbi, og man er klar til at svare, når junior spørger: “Hvem var ham i den røde trøje?”

God opførsel på ruten

Man har set det ofte på tv: En tilskuer kommer for tæt på, og rytterne må lave undvigemanøvrer eller ender i asfalten. Det er ikke rart for nogen, så hold afstand til rytterne, lad være med at løbe efter rytterne, og hold et ekstra øje på børnene. Men brug begge hænder og klap og huj gerne så meget som muligt. Det giver god energi og stemning.

Man skal ikke lange ting som vand eller lignende til rytterne. Det er der andre, der tager sig af, og som oftest vil rytterne heller ikke tage imod det, for de ved ikke, hvad en flaske fra en tilfældig tilskuer indeholder.

Besøg målområdet

I målområdet er der udstillinger og stande fra sponsorer og andre interessenter. Hos ŠKODA kan man bl.a. se en ŠKODA SUPERB Business Edition, og man kan købe det cykeltøj, som også fås i ŠKODA Webshop. Desuden er der under hver etape en konkurrence, hvor man deltager i lodtrækningen om en cykel ved at gætte dagens etapevinder.

Holdenes busser er parkeret i målområdet, hvor rytterne går omkring, når løbet er forbi. Det vil sige, at det er muligt at komme helt tæt på stjernerne, og langt de fleste ryttere sætter pris på kontakten med publikum, så der er gode muligheder for både store og små autograf- og selfiejægere.

Fakta om PostNord Danmark Rundt

1.-5. august afholdes PostNord Danmark Rundt for 28. gang. Løbet starter i Aalborg og efter fem etaper på i alt 787 km slutter løbet på Frederiksberg. I år deltager hele 19 hold. ŠKODA sponserer løbet med 30 OCTAVIA, KAROQ og KODIAQ og er desuden for første gang sponsor for løbets grønne pointtrøje.

Læs mere på skoda.dk og postnorddanmarkrundt.dk.

Pressemeddelelsen blev sendt med Mynewsdesk