Salgskoordinator til Semler Leasing Remarketing


Er du detajleorienteret og omhyggelig, når du sidder med dine administrative arbejdsopgaver? Har du flair for databehandling og trives du bedst med opgaver, du har prøvet at løse før? Og er du motiveret af at være en del af en afdeling, som undergår spændende tiltag og om nogle år vil være en del af Volkswagen Financial Services, som er blandt de store spillere i finansierings- og billeasingbranchen? 

Hvis du kan svare ja til ovenstående, er du måske vores nye kollega. 

Stillingen
Semler Leasing er Semler Gruppens interne leasingselskab. Vores fineste opgave er at servicere de øvrige selskaber i Semler Gruppen hvad angår leasing-, demo-, udlejnings- og firmabiler. Vi er i alt 21 personer i Semler Leasing, men står over for at få mange nye kollegaer i løbet af de næste par år, hvor vi overgår til at blive en del af Volkswagen Financial Services, når vi sammen indtager billeasingmarkedet i 2021.

Som salgskoordinator i Semler Leasing kommer du til at indgå i et kompetent remarketing team på snart fem kollegaer. Din primære opgave vil være at have overblikket over indkommende biler, fakturering og dokumenthåndtering i forbindelse med salg til B2B i ind- og udland samt til vore egne forhandlere i Danmark. 

Opgaver i stillingen vil bl.a. indbefatte:
  • Fakturering
  • Vedligehold af diverse databaser i Excel
  • Afmelding af biler ved SKAT 
Den daglige arbejdsplads er hos Semler Leasing på Turbinevej 1, 2860 Søborg.

Kandidaten
Du behøver ikke være bilekspert for at bestride dette job. Den faglige viden og viden om systemerne, skal vi nok klæde dig på til gennem grundig oplæring og sparring. Til gengæld vægter vi din tilgang til arbejdet og din personlighed meget højt. 

Du kommer måske fra bil- eller forsikringsbranchen og er under alle omstændigheder vant til at sidde med administrative opgaver. Du har muligvis siddet med lignende opgaver såsom vedligehold af databaser og fakturering i en tidligere stilling. Med denne erfaring i bagagen har du lært dykke ned i rutineopgaver på systematisk vis. Du er drevet mod at nå til bunds i de mange opgaver der kommer ind på dit skrivebord i løbet af dagen – altid udført med en omhyggelig og struktureret arbejdsstil. Ensartede opgaver keder dig ikke – tværtimod. Følelsen af at kunne se, hvor langt du kommer på to-do listen og muligheden for at fordybe sig i opgaverne motiverer dig. 

Vi værner meget om det kollegiale sammenhold på teamet. Derfor søger vi også en person som bidrager med godt humør og et optimistisk udsyn, hvor du har dit fokus på mulighederne fremfor begrænsningerne. Vores fremtid vil bringe mange ændringer med sig, og vores forretningsområde og systemer vil ændre sig over tid. Men det er en fremtid med en stor portion muligheder for at lære noget nyt, som vi glæder os til at gå i møde. Du kommer til at være med fra starten af dette eventyr og derfor bliver du som kollega en vigtig medspiller, når vi skal sikre, at alle er med ombord. 

ANSØGNING
Lyder dette som noget for dig? Så vil vi glæde os til at se din ansøgning. Vi indkalder løbende til samtale, så søg allerede i dag. Du ansøger via linket "Send ansøgning".

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Senior Remarketing Specialist Thomas Madsen på telefon 93877575.
 
 

Adresse
Semler Leasing
Turbinevej 1
2860 Søborg