IT tekniker til Semler Værktøj


Er du serviceminded med solid teknisk IT-baggrund? Har du interesse for - eller erfaring fra autobranchen?

Kan du se dig selv som problemknuser på PC-udstyr og elektronisk test- og diagnoseudstyr?


Hvis du kan svare ja til ovenstående, er du måske vores nye kollega.

Semler Værktøj sælger, supporterer og reparerer værkstedsudstyr og specialværktøj såsom autolifte, måleudstyr og diagnosetestere.
Vores kunder er primært værksteder som servicerer Volkswagen AG relaterede mærker.

Om stillingen
Som IT-tekniker hjælper du dagligt vores kunder og partnere i tæt samarbejde med teamets kørende teknikere og vores interne IT-leverandør Semler IT.
Du varetager support, installation og reparation af det PC baserede udstyr, som Semler Værktøj tilbyder. 

Det er dig, der har dialogen med den IT-ansvarlige, mekanikeren eller værkføreren, når der er udfordringer med værkstedsudstyret ude på lokationerne.
De fleste dage sker det fra kontoret på Banemarksvej i Brøndby, men andre gange er du ude hos kunderne i hele landet. 

Om dig
Du er IT-tekniker eller elektronik tekniker og har indgående kendskab til PC baseret test-udstyr, netværk og styresystemer. Har du dertil teknisk viden eller erfaring fra et autoværksted er det et plus. Det vigtigste er dog din gode fornemmelse for kundeservice og fokus på kvalitet.
Din selvstændige og udadvendte natur kommer til udtryk, når du taler med vores leverandører i ind- og udland, og når du af og til er på kunde- og fabriksbesøg. 
Du er kendetegnet ved dit gode humør og håndterer supportopgaverne med struktur og overblik, og sikrer at alle kundesager bliver fulgt til dørs.

Om os
Semler Gruppen er Danmarks største koncern i bilbranchen med over 100 års erfaring inden for import og salg af biler af bl.a. mærkerne Volkswagen, Audi, ŠKODA og SEAT med knap 2.400 ansatte.

Vi tilbyder et afvekslende job i en dynamisk organisation med et attraktivt miljø og gode kolleger. Du får løn efter dine kvalifikationer, sundhedssikring og andre fordelagtige medarbejdergoder.

Ansøgning
Søg venligst stillingen online via linket ”send ansøgning”.

Ansøgningsfrist er den 20. oktober 2019.

Har du yderligere spørgsmål vedr. stillingen, er du velkommen til at kontakte Workshop Equipment Manager Brian F. Rasmussen på telefon 4328 8246.
 
 

Adresse
Skandinavisk Motor Co.
Park Allé 355
2605 Brøndby