Flådekoordinator til Semler Leasing Remarketing


Er du udadvendt og nysgerrig, når du sidder med dine opgaver? Har du flair for databehandling og trives du med administrative opgaver? Og er du motiveret af at finde hurtige og retfærdige løsninger med samarbejdspartnere over telefonen? 

Hvis du kan svare ja til ovenstående, er du måske vores nye kollega i en afdeling, som undergår spændende tiltag og om nogle år vil være en del af Volkswagen Financial Services, som er blandt de store spillere i finansierings- og billeasingbranchen.

Stillingen
Semler Leasing er Semler Gruppens interne leasingselskab. Vores fineste opgave er at servicere de øvrige selskaber i Semler Gruppen, hvad angår leasing-, demo-, udlejnings- og firmabiler. Vi er i alt 21 personer i Semler Leasing, men står over for at få mange nye kollegaer i løbet af de næste par år, hvor vi overgår til at blive en del af Volkswagen Financial Services, når vi sammen indtager billeasingmarkedet i 2021.

Som flådekoordinator i Semler Leasing kommer du til at indgå i et kompetent remarketing team på snart fem kollegaer. Din primære opgave vil være at pleje og vedligeholde vores flåde på 7.000 biler. Du vil være den, som har overblikket over indkommende biler, fakturering og dokumenthåndtering i forbindelse med leasing til vores servicepartnere. 

Opgaver i stillingen vil bl.a. indbefatte:
  • Fakturering af skader 
  • Indkøb af biler 
  • Vedligeholdelse af databaser i excel-ark
  • Defleeting af biler 
Den daglige arbejdsplads er hos Semler Leasing på Turbinevej 1, 2860 Søborg.

Kandidaten
Du behøver ikke være bilekspert for at bestride dette job. Den faglige viden og viden om systemerne, skal vi nok give dig via grundig oplæring og sparring. Til gengæld vægter vi din tilgang til arbejdet og din personlighed meget højt. 

Du kommer måske fra bil-, forsikrings- eller udlejningsbranchen med erfaring med skadeshåndtering og er under alle omstændigheder vant til at sidde med lignende opgaver. Med denne erfaring i bagagen kaster du dig nysgerrigt over opgaverne, og når noget ikke stemmer eller giver mening, er du ikke bange for at tage røret og ringe vores partnere op og få styr på tingene. I sådanne samtaler demonstrerer du både vedholdenhed og gennemslagskraft på charmerende vis. Du er høflig og serviceorienteret - men er ikke typen, der lader dig feje af med en sludder. Du får svar på dine spørgsmål og løst evt. problemer gennem en fair og pragmatisk dialog. Dine kollegaer beskriver dig som en person drevet mod at nå til bunds i de mange opgaver der kommer ind på dit skrivebord i løbet af dagen – altid udført med en omhyggelig og struktureret arbejdsstil. 

Vi værner meget om det kollegiale sammenhold på teamet. Derfor søger vi også en person som bidrager med godt humør og et optimistisk udsyn, hvor du har dit fokus på mulighederne fremfor begrænsningerne. Vores fremtid vil bringe mange ændringer med sig, og vores forretningsområde og systemer vil ændre sig over tid. Men det er en fremtid med en stor portion muligheder for at lære noget nyt, som vi glæder os til at gå i møde. Du kommer til at være med fra starten af dette eventyr og derfor bliver du som kollega en vigtig medspiller, når vi skal sikre, at alle er med ombord. 

ANSØGNING
Lyder dette som noget for dig? Så vil vi glæde os til at se din ansøgning. Vi indkalder løbende til samtale, så søg allerede i dag. Du ansøger online via linket "Send ansøgning".

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Team Lead Remarketing Thomas Madsen på telefon 93877575.
 
 

Adresse
Semler Leasing
Turbinevej 1
2860 Søborg