Boxster og Cayman vil fremover bære modelbetegnelsen 718



Centermotorsportsvogne fra Porsche med nyt navn

 

Boxster og Cayman vil fremover bære modelbetegnelsen 718

 

Stuttgart. 718 Boxster og 718 Cayman. Sådan vil 2-dørs centermotorsportsvognene fra Dr. Ing. h.c. F. Porsche AG hedde fra modelårsskiftet 2016. Med betegnelsen 718 skaber mærket fra Stuttgart en relation til vejviseren for dette sportsvognskoncept fra 1957, som kunne fejre utallige succeser på mange racerbaner. 718 Boxster og 718 Cayman rykker tættere sammen både visuelt og teknisk. Begge modeller er fremover udstyret med lige stærke 4-cylindrede boxermotorer med turboladning. Roadster vil fremover ligge prismæssigt over coupéen – ligesom det er tilfældet for 911-modellerne. Porsche lancerer 718 Boxster og 718 Cayman på verdensplan i løbet af 2016.

 

Modelrækken 718 fortsætter dermed både et gennemarbejdet 4-cylinderkoncept og historien med legendariske Porsche sportsvogne. Det seneste eksempel er LMP1-racerbilen 919 Hybrid, der ligeledes er udstyret med en super effektiv 4-cylindret motor med turboladning med en slagvolumen på blot 2 l. Så ikke alene sluttede Porsche på første- og andenpladsen i 24-timers-løbet i Le Mans; det er også for nyligt blevet til en sejr i mesterskabet for producenter og kørere, WEC World Endurance Championship. Med disse sejre har 919 Hybrid banet vejen for yderligere præstationspotentiale for fremtidige sportsvognsmotorer fra Porsche.

 

718’erens historie: en 4-cylindret boxermotor med mange sejre fra motorsporten
Traditionen for 4-cylindrede boxermotorer er en tradition med mange år på bagen hos Porsche – og samtidig en succesfuld tradition: Som efterfølger til den legendariske Porsche 550 Spyder var 718’eren i slutningen af 1950’erne topniveauet for 4-cylindrede boxermotorer. Uanset om det gjaldt 12-timers-løbet i Sebring i 1960 eller det europæiske bjergkørselsmesterskab mellem 1958 og 1961, så satte Porsche 718 konkurrenterne til vægs med sin kraftige og effektive 4-cylindrede boxermotor. Mellem 1959 og 1960 tog 718’eren førstepladsen tre gange ved det legendariske langtursløb Targa Florio på Sicilien. Ved 24-timers-løbet i Le Mans i 1958 sikrede 718 RSK med sin 142 hk stærke 4-cylindrede motor en klassesejr.

 

Porsche 919 Hybrid: en teknologisk frontløber for serieproducerede biler

Med racerbilen 919 Hybrid vendte Porsche i 2014 tilbage til topkategorien i den berømte langtursklassiker i Le Mans og sportsvognsverdensmesterskabet WEC. LMP1-bilen, der er konciperet ekstremt effektivt, er den mest komplekse racerbil, som Porsche nogensinde har bygget. Med sin kombination af to forskellige energigenindvindingssystemer og en 4-cylindret 2,0-liters turbomotor bedriver LMP1 teknologisk grundforskning for fremtidige seriemodeller.

 

 

Billedmateriale vedr. Porsche modeller i Porsche Newsroom (http://newsroom.porsche.de) samt for akkrediterede journalister i Porsche pressedatabasen (https://presse.porsche.de)



Pressebilleder