klldtfcd8tcenvktmvsf

Audis motorsportsprogram 2015

Audi præsenterede årets motorsportsprogram i sidste uge ved ’Audi Sport Warm-up 2015’ i det nye motorsportskompetencecenter i Neuburg og viste samtidig rundt i de nye faciliteter. Den internationale presse kunne derudover opleve de fire Audi racing projekter – LMP, DTM, GT3 og Audi Sport TT Cup.

På det nye motorsportskompetencecenter i Neuburg har Audi skabt perfekte rammer med både 3,4 km bane samt udviklings- og værkstedsfaciliteter, så alt er samlet på ét sted. ”Især i de seneste uger, hvor samlingen af racerbilerne til 2015 sæsonen er begyndt, har Audi Sport teknikerne og vores partner teams virkelig værdsat disse optimale arbejdsbetingelser”, sagde chef for Audi Motorsport Dr. Wolfgang Ullrich.

Audi Sport havde specielt til præsentationen samlet alle 13 Le Mans biler, der har vundet Le Mans fra 2000 til 2014, og havde lavet et imponerende line-up. Tom Kristensen var med til arrangementet og kunne fortælle, at han, selvom han ikke har vundet med alle bilerne, faktisk har kørt alle bilerne, så det var også en oplevelse for ham.

Præsentationen af den kraftigt reviderede 2015 Audi R18 e-tron quattro til Le Mans og World Endurance Championship (WEC) var da også et af dagens højdepunkter. “Vi har fokuseret på adskillige områder i år, så Audis hybrid sportsvogn vil forblive ubesejret på Le Mans for fjerde år i træk,” forsikrede Chris Reinke, chef for LMP hos Audi Sport. Nogle af de primære fokusområder har været aerodynamik, karrosseri og et forbedret hybridsystem.

Sådanne kraftige modifikationer har ikke været mulige på den nuværende Audi RS 5 DTM. “Bilen har været homologeret siden tredje løb i sidste sæson,” forklarede Dieter Gass, chef for DTM hos Audi Sport. “Vi har koncentreret os om at udnytte det eksisterende potentiale og om at være opmærksomme på selv den mindste detalje.”

“Reaktionen på vores nye Audi R8 LMS siden verdensdebuten i Geneve har været overvældende,” sagde Romolo Liebchen, chef for Audi Sport customer racing. “Nu skal vi bare bevise på banen, at den leverer ligeså overbevisende som på det visuelle.”

Audi Sport TT Cup starter sammen med DTM på Hockenheim i begyndelsen af maj. Højeste prioritet lige nu er at få bygget de i alt 35 biler, der skal bruges, og der bliver i øjeblikket bygget 5 biler om ugen. “Selv før det første løb er interessen for Audi Sport TT Cup overvældende, og jeg er overbevist om, at vi kommer til at opleve nogle spændende løb”, sagde projektleder Rolf Michl.

Læs mere om Audi motorsport på www.audi-motorsport.com

_______________

Pressemeddelelsen blev sendt med Mynewsdesk