a50ppkytkq4lhmgysz3a

Audi præsenterer konceptbilen Audi TT Sportback concept i Paris

En hurtig sportsvogn med fire sæder og fem døre – konceptbilens ydre gengiver formsproget fra den klassiske TT og videreudvikler det til en ny, langstrakt skulptur.

Det udvendige design

Med TT skabte Audi et af de seneste 20 års designikoner inden for biler, og i de efterfølgende år kom de sportslige og elegante 5-dørs-modeller Audi A5 Sportback og Audi A7 Sportback til. I konceptbilen Audi TT Sportback concept sammenføres nu de to koncepter.

Den femdørs Audi TT Sportback concept er 4,47 m lang, 1,89 m bred, 1,38 m høj, og dens akselafstand er 2,63 m. I længden overgår den den nye standard-TT med 29 cm, akselafstanden er 12 cm længere, den er 6 cm bredere og 3 cm lavere.

De nydesignede forlygter med inddelinger, der giver en helt særlig dagskørelyssignatur, er et typisk TT-designkendetegn. Fjernlysspottet skabes i Audi TT Sportback concept via laserteknologi – i hver forlygte danner et modul af fire kraftige dioder en lyskegle, som lyser flere hundrede meter frem. Laserspottet, der er aktivt fra 60 km/h, supplerer LED-fjernlyset, og et kamera registrerer andre trafikanter og blænder dem ud.

Blinklyset med dynamisk visning, som også anvendes i LED-baglygterne, fuldender bilens lyskoncept. Det er sammensat af en række separate lysdioder, som lyser efter hinanden indefra og udad og dermed angiver den retning, som føreren viser af i.

Kabinen

I kabinen møder Audi TT’s kompromisløse sportslighed funktionaliteten fra en femdørs personbil. Bagi er der to separate sæder med integrerede hovedstøtter, og mellem dem er der to funktionelle opbevaringsrum.

Det digitale kombiinstrument Audi virtual cockpit erstatter de traditionelle, fysiske instrumenter og den centrale MMI-skærm. Føreren kan vælge mellem flere visningsniveauer til det 12,3″ store display. Betjeningen foretages via multifunktionsrattet eller via MMI-terminalen, hvor dreje-/trykknappen udstyret med en touchpad kan anvendes til indtastning af tegn og til bevægelser som på en smartphone.

Drivlinjen

2.0 TFSI-motoren i Audi TT Sportback concept imponerer med sine tekniske data: Ved 6.400 omdr./min. leverer den 400 hk, og 0 til 100 km/t klares på 3,9 sek. Ved 2.400-6.000 omdr./min. overfører den firecylindrede motor et drejningsmoment på 450 Nm, og allerede ved 1.900 omdr./min. er der mere end 300 Nm til rådighed. Motorens kræfter overføres til det permanente firehjulstræk quattro via en 7-trins S tronic-gearkasse.

Med hensyn til brændstofforbruget kører den højtydende motor hele 14,3 km/l ved blandet kørsel. Det svarer til en CO2-udledning på 162 g pr. kilometer.

Karrosseriet

I forbindelse med letvægtskonstruktionsprincippet, der anvendes til Audi TT Sportback concept, spiller karrosseriet på grundlag af den modulopbyggede tværkonstruktion (MQB) en afgørende rolle. Den forreste del af bilen er fremstillet komplet af stål. Bunden og passagerkabinen omfatter højstyrkekomponenter af formhærdet stål, der på grund af deres ekstreme styrke kan nøjes med en beskeden materialetykkelse og derfor har en lav vægt. Kabinens opbygning, det udvendige karrosseri samt dørene og motorhjelmen/bagklappen er fremstillet af aluminium.

Med denne blandingskonstruktion udgør karrosseriet den nyeste evolution inden for Audi Space Frame (ASF), og hybridkonstruktionen giver konceptbilen et lavt tyngdepunkt – perfekt til sportslig kørsel.

Pressemeddelelsen blev sendt med Mynewsdesk