c0cosubay7ylqtxcehmz

Audi præsenterer anden generation af supersportsvognen R8 i Genève

Ingen anden model med de fire ringe er tættere på motorsporten, ingen er mere skarp og dynamisk: På biludstillingen i Genève præsenterer Audi anden generation af sin supersportsvogn R8. V10-centermotoren og en nyudviklet quattro-drivlinje skaber præstationer, der begejstrer – især i topversionen med 610 hk, hvor den går fra 0 til 100 km/h på blot 3,2 sek., og tophastigheden er 330 km/t.

En højtomdrejende centermotor med en imponerende ydelse, et konsekvent letvægtskonstruktionskoncept og en ekstremt dynamisk undervogn med quattro-drivlinje og fuldt variabel torque vectoring – det gør R8 til Audis sportslige spydspids. Supersportsvognen har undergået en gennemgribende udvikling – den er mere stram, mere skarp og mere fascinerende både på og uden for racerbanen.

„Motorsporten er en del af Audis gener, og den har altid været en fast bestanddel af vores mærkekarakter“, udtaler Prof. Dr. Ulrich Hackenberg, som er Audis øverste chef for den tekniske udvikling. „Med den nye Audi R8 flytter vores ingeniører koncentrerede raceregenskaber fra racerbanen og ud på vejen. Ingen andre af vores modeller indbefatter mere dynamisk emotion. Den nye R8 V10 plus er således den stærkeste og hurtigste serieproducerede Audi nogensinde.“ Med det tætte samarbejde mellem motorsportsingeniører, motorsportsfolk og udviklere har den nye Audi R8 fået tilført en betydelig præstationsindsprøjtning – hvilket både kommer den serieproducerede bil og R8 LMS, der er udviklet på basis af den, til gode.

Motorerne: ti cylindre i to versioner

5.2 FSI fås i to versioner: med 540 hk og med 610 hk. Topmodellen accelererer fra 0 til 100 km/t på 3,2 sek. og videre op til en tophastighed på 330 km/t. Lyden fra V10-sugemotoren, der har et maksimalt drejningsmoment på 6.500 omdr./min. er blevet endnu mere voluminøs og distinkt. En 7-trins S tronic og en nyudviklet quattro-drivlinje overfører kraften til vejen. Fordelingen af trækkraften tilpasses til de aktuelle kørselsforhold – i ekstreme situationer kan fordelingen være helt op til 100 % på for- eller bagakslen. Den nye performance-indstilling i køredynamiksystemet Audi drive select gør det muligt at tilpasse de parametre, der er vigtigst for køredynamikken, til vejens friktionsværdi.

Letvægtkonstruktion: en vægt på kun 1.454 kg uden drivmidler

Topmodellen R8 V10 plus vejer 1.454 kg uden drivmidler. Til trods for masser af ekstraudstyr og en øget stivhed er den nye Audi R8 op til 50 kg lettere end sin forgænger. Audi Space Frame (ASF) i multimaterialekonstruktion er medvirkende til den lave vægt og en optimal fordeling af akseltrykket. Kombinationen af aluminium og kulfiberforstærket kunststof (CFK) i Audi Space Frame skaber nye dimensioner, når det drejer sig om vægt, stivhed og kollisionsegenskaber. Aero-undervognen, der integrerer en lang diffusor, øger bilens downforce. Også undervognen med dobbelte tværstillede bærearme viser, hvor tæt den nye Audi R8 er på motorsporten.

Et fladt, bredt og muskuløst design

Designet afspejler R8’s sportslige og markante karakter. De standardmonterede LED-forlygter udgør et visuelt særkende og et sikkerhedsmæssigt plus. Og ønsker man et endnu længere udsyn og endnu kraftigere lys, tilbyder Audi som ekstraudstyr laserspottet til fjernlyset – suppleret af det dynamiske blinklys foran. Bagpå er det dynamiske blinklys standard.

I det nye Audi virtual cockpit er visningerne digitale. De vigtige betjeningselementer er samlet i knapgrupper på rattet; de såkaldte satellitter. Inde i bilen oplever føreren bilen som en racerbil. Med sit svævende look understreger betjeningen af klimaanlægget instrumentpanelets lethed. MMI Navigation plus med MMI touch er standard.

Nyt produktionssted i Böllinger Höfe i Baden-Württemberg

Den nye Audi R8 bliver født på produktionsstedet Böllinger Höfe ved Heilbronn i det sydtyske Baden-Württemberg, som er blevet oprettet af quattro GmbH alene til produktionen af denne sportsvogn. Med komplicerede håndværksmæssige konstruktionsprincipper leverer stedet produkter i den kvalitet, der er typisk for Audi.

Specialister – Audi R8 e-tron og Audi R8 LMS

Den anden generation af Audi R8 udgør basis for flere modeller. På sit nye udviklingstrin opnår den eldrevne supersportsvogn R8 e-tron en ydelse på 340 kW og et drejningsmoment på 920 Nm. Den sprinter fra 0 til 100 km/t på 3,9 sek. Takket være en ny batteriteknologi har det været muligt at fordoble rækkevidden godt og vel i forhold til den første model med denne teknik, så rækkevidden nu er på mere end 450 km.

Den nye racerbil Audi R8 LMS er udviklet efter det nye GT3-reglement, der har global gyldighed fra 2016. Allerede i år anvendes bilen i sine første motorløb for fabriksteamet. Til trods for betydeligt øgede præstationer er ca. 50 % af bilens dele identiske med delene i den serieproducerede model.

Læs mere om Audi R8 i det vedhæftede dokument.


Forbrugsangivelser for Audi R8:

Brændstofforbrug ved blandet kørsel i km/l: 8,1- 8,5*
CO2-emission ved blandet kørsel i g/km: 275-289*

*En bils brændstofforbrug og CO2-emission varierer alt efter valget af fælge og dæk og afhænger ikke kun af bilens effektive udnyttelse af brændstoffet, men påvirkes også af kørestilen og andre ikke-tekniske faktorer.

Der er for alle tekniske data tale om foreløbige tal.

_____________________________

Pressemeddelelsen blev sendt med Mynewsdesk