uqbpy1ki40ocr1yartz8

​SEAT sænker priserne på Leon

Endnu flere danskere skal have øjnene op for SEAT Leons dynamiske køreegenskaber og stærke driftsøkonomi. Derfor er prisen nu sænket med op til 26.750 kroner, hvilket gør modellen endnu mere konkurrencedygtig.

Danske familier på jagt efter en ny bil får nu kontante årsager til at lægge vejen forbi en SEAT-forhandler. Her sænkes priserne i februar på SEAT Leon med op til 26.750 kroner. Det sker i forlængelse af den nye registreringsafgift, der i forvejen har betydet lavere priser. Således får Leon-modellens sportslige design nu følgeskab af endnu lavere priser. Versionen med fem døre starter nu fra 181.400 kr. og stationcarversionen, SEAT Leon ST, begynder fra 196.400 kr.

– Der er tale om en reel prisnedsættelse og ikke kun et tilbud i en kortere periode, forklarer Jesper Stoltenberg-Mathiesen, direktør i SEAT Danmark, og uddyber.

– Vi er overbeviste om, at rigtig mange danskere gerne vil køre en SEAT Leon, og vi vil gøre den endnu mere tilgængelig for de danske bilkøbere, der overvejer en ny familiebil. Sammenholdt med afgiftsnedsættelsen fra november sidste år gør vores prisnedsættelse modellen tilgængelig for flere familier, der ønsker en moderne og rummelig bil, siger han.

I følge Jesper Stoltenberg vil SEAT med prisnedsættelsen ride med på en trend blandt bilkøbere, som med et økonomisk opsving i ryggen ser mulighed for at købe en større bil, end den man kommer fra og blot mangler et sidste argument for at gå en klasse op i bilvalget.


Tilgængelig landet over

Det spanske bilmærke oplever øget interesse blandt de danske bilkøbere, hvilket skaber ekstra travlhed i butikkerne. Henover efteråret har flere nye SEAT-forhandlere slået dørene op, og de er klar til at servicere Leon-interesserede bilkøbere.

– Vi har gennem vores nye forhandlernet opbygget et godt netværk af forhandlere landet over, og med prisnedsættelsen på vores Leon-modeller er vi sikre på, at endnu flere danskere vil få øjnene op for de gode køreegenskaber og det skarpe design, der findes i SEAT Leon, siger Jesper Stoltenberg-Mathiesen.

Prisnedsættelsen træder i kraft 8. februar hos alle SEAT-forhandlere.

Pressemeddelelsen blev sendt med Mynewsdesk